Hoteller vil af med seksdages-regel

Brancheorganisationen mener, at der skal lempes yderligere på reglerne for turister for at hjælpe erhvervene.
Katia Østergaard, administrerende direktør i Horesta. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
Katia Østergaard, administrerende direktør i Horesta. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
AF RITZAU

Åbningen for overnattende turister i København og Frederiksberg er et skridt i den rigtige retning.

Det siger Katia Østergaard, administrerende direktør i Horesta, til Ritzau.

"Men det får ikke afgørende betydning, så længe vi har en regel om, at der også skal bookes seks dage, og så længe grænserne er lukkede med få undtagelser for Norge, Island og Tyskland."

Derfor ser hun gerne, at grænserne åbnes, og at kravet om mindst seks sammenhængende overnatninger for at komme ind i Danmark bliver ophævet fra på mandag.

"Det koster tusindvis af arbejdspladser. Ikke alene i hovedstaden, men i hele landet,"

"Og det virker meget ude af proportioner, når man kigger på de konsekvenser, det har," siger Katia Østergaard.

Hun uddyber, at lige nu er belægningsprocenten på københavnske hoteller under fem, og ude i landet er det begyndt at blive bedre.

"Men det er belægningsprocenter, som skal ligge mellem 85 og 100 procent, så det er så kriseramt et erhverv, som det overhovedet kan blive," siger Katia Østergaard.

Fra 15. juni må turister fra Island, Norge og Tyskland overnatte i København og Frederiksberg Kommune.

Frank Jensen, overborgmester i København, er ligeledes glad for åbningen for overnatninger i København og Frederiksberg.

"Regeringen har skabt balance. Der er blevet lyttet, og nu bliver København ligestillet med det øvrige Danmark. Det er jeg glad for," siger Frank Jensen.

Han har været uforstående over for beslutningen om at holde København og Frederiksberg lukket for turistovernatninger, da smittetrykket her har været lavere end i andre kommuner.

"Vi har 35 hoteller, som har haft helt lukket. Og dem, som har åbent, har en lav belægning."

"Det siger noget om, hvor alvorlig krisen er for branchen," siger Frank Jensen.

Venstre vil have åbnet for turistovernatninger i København

Coronanedlukning koster millioner af turistovernatninger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også