Glæde i erhvervslivet efter flere ansøgere til videregående uddannelser

Med over 94.000 ansøgere var antallet af ansøgere til de videregående uddannelser tæt på at sætte rekord.
Foto: Casper Dalhoff/JPA
Foto: Casper Dalhoff/JPA
AF RITZAU

94.604 har i år søgt ind på en videregående uddannelse, oplyser uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på Twitter.

Der er tale om en stigning på syv procent i forhold til 2019, hvor knap 89.000 søgte ind.

Der var frist for ansøgninger på kvote 1 søndag klokken 12.

"Det er godt, at så mange har lyst til at tage en uddannelse. Det er rigtig godt for den enkelte og giver flere muligheder i livet - men det er også godt for vores samfund," siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i en skriftlig kommentar.

Oversigten over, hvordan ansøgningerne har fordelt sig, bliver offentliggjort senere søndag.

"Jeg håber, at så mange som muligt får deres ønske opfyldt," tilføjer hun.

Det var ventet, at der i år var ekstraordinært mange, der søgte ind på de videregående uddannelser - ikke mindst på grund af udbruddet af coronavirus.

Med 94.604 ansøgninger i 2020 var niveauet tæt på at slå rekord. I 2016 søgte 94.744 ind.

Stigningen i antallet af ansøgere udløser glæde i flere erhvervsorganisationer.

"Det er overordentligt positivt, da en uddannelse er den bedste fremtidsinvestering, et ungt menneske kan lave," siger Mads Eriksen, forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv.

Også i Dansk Industri (DI) glæder man sig over, at flere søger ind på videregående uddannelser.

"Vi håber især, at de unge har søgt mod uddannelser med gode beskæftigelsesmuligheder, og hvor man kan gøre en forskel i forhold til den grønne omstilling," siger Mette Fjord Sørensen, underdirektør i DI.

 

Ledigheden under corona slår rekord - 6000 flere ledige 1. juli 

Flere EU-midler skal bruges til at sikre job til de unge

Knap 26.000 ledige kan uddanne sig på højere dagpenge 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også