SAS har over de seneste uger halveret antallet af ruter

I øjeblikket flyver SAS ifølge branchemediet Check-In 22 ruter fra København. For få uger siden var det 44. (opdateret)
"De nye begrænsninger betyder naturligvis en yderligere reduktion i efterspørgslen efter rejser til og fra Danmark," siger fungerende pressechef hos SAS. | Foto: Tariq Mikkel Khan
"De nye begrænsninger betyder naturligvis en yderligere reduktion i efterspørgslen efter rejser til og fra Danmark," siger fungerende pressechef hos SAS. | Foto: Tariq Mikkel Khan
af ritzau

(Opdateret kl. 16:49 med baggrund om krisen)

SAS har de seneste uger halveret antallet af ruter fra København. Det skriver branchemediet Check-In.

Der flyves nu 22 ruter. I perioden omkring jul og nytår var der 44 danske ruter.

Fungerende pressechef Alexandra Lindgren Kaoukji siger til mediet, at det i øjeblikket er lavsæson.

"De nye begrænsninger betyder naturligvis en yderligere reduktion i efterspørgslen efter rejser til og fra Danmark," siger hun.

Luftfartsbranchen har været særdeles hårdt ramt af coronapandemien, der har lagt verdens lufthavne øde hen.

Rejserestriktioner og grænselukninger for at inddæmme smitten har holdt flyene på jorden i store dele af 2020.

SAS flyver i øjeblikket til Aalborg og Aarhus og 20 andre destinationer, hvoraf 15 er i Europa. De sidste er til USA og Kina.

Pressechefen kan ikke svare på, hvor længe trafikken vil være reduceret, og om der skal skæres yderligere.

"Vi håber nu, at de tiltag, der er truffet for at stoppe spredningen, sammen med introduktionen af vacciner vil sætte os i stand til snart at se lyset for enden af tunnelen og vende tilbage til normalitet hurtigst muligt," siger hun til Check-In.

Corona har betydet, at mange kunder har fået aflyst deres flyrejser. Det er dog ikke alle kunderne, som har fået pengene tilbage endnu.

Det betød, at Trafikstyrelsen i december politianmeldte ti flyselskaber. Det skal nu vurderes, om de skal have en bøde.

SAS var ikke en af de selskaber, men er blevet bedt om at indsende yderligere dokumentation. Flyselskabet kan altså stadig ende med en anmeldelse.

Pandemien har sendt flyselskaberne ude i kriser og milliardtab. SAS måtte i det seneste regnskabsår tage et historisk stort tab.

I regnskabsåret fra november 2019 til oktober 2020 tabte SAS 9,3 milliarder svenske kroner. Det svarer til 6,8 milliarder kroner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også