Domstol afviser den tyske stats samarbejde med Google

Den tyske stat og Google må ikke samarbejde om at promovere sundhedsministeriets informationsportal på søgemaskinen. Det har domstol foreløbig afgjort.
Foto: ARND WIEGMANN/REUTERS / X90184
Foto: ARND WIEGMANN/REUTERS / X90184
AF FLENSBORG AVIS formidlet af ritzau

En domstol i München har foreløbig afvist at tillade den tyske stat at samarbejde med Google om en sundhedsportal.

Dommerne gav onsdag i al væsentlighed medhold til to hasteklager rettet mod Google og den den tyske stat i skikkelse af sundhedsministeriet.

Google og staten havde aftalt, at brugerne på en fremtrædende placering skulle møde en henvisning til den officielle tyske sundhedsportal gesund.bund.de, når de søgte efter information om forskellige sygdomme eller lidelser som for eksempel migræne. Bag portalen står det tyske sundhedsministerium.

En række tyske mediehuse som blandt andre Burda mener, at deres position bliver undermineret, og frygter økonomiske ulemper, fordi disse virksomheder også driver portaler med information om sundhed og sygdomme.

Ifølge Google har techvirksomheden ikke modtaget penge af den tyske stat. Der foreligger heller ikke nogen kontrakt.

Den tyske sundhedsminister, Jens Spahn (CDU), præsenterede samarbejdet i november. Indholdet på den statslige portal stammer fra blandt andre det tyske center for kræftforskning, Robert Koch Instituttet og flere medicinske sammenslutninger.

"Hvis vi har en interesse i at formidle objektiv, funderet, videnskabelig information, hjælper det mig ikke at vi dukker op som søgeresultat nummer 783.000 på Google, sagde Jens Spahn ved den lejlighed."

Det var Burda, der via datterselskabet netdoktor.de havde indsendt klagerne til retten i München.

Domstolen mener, at aftalen er en overtrædelse af monopollovgivningen.
Afgørelsen er ikke endelig, og såvel forbundsregeringen som Google vil nu tage sig tid til at gennemgå dommen.

"Vi efterprøver domstolens kendelse og ser på vores juridiske muligheder," siger Kay Oberbeck, der er pressechef for Google i Tyskland.

Ministeriet meddeler blot, at man foreløbig tager afgørelsen til efterretning.

Strategi skal sikre Danmark tryghed om teknologisk udvikling

Mark Zuckerberg: Facebook vil gladeligt betale mere i skat i Europa 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også