Statsrevisorer frygter bevidst lovbrud hos Landbrugsstyrelsen

Landbrugsstyrelsen har ikke sendt krævede informationer til Rigsrevisionen. Det kan være sket med vilje.
22 ud af i alt 127 sager blev holdt tilbage | Foto: Finn Frandsen
22 ud af i alt 127 sager blev holdt tilbage | Foto: Finn Frandsen
AF RITZAU

Statsrevisorerne ser indikationer på, at Landbrugsstyrelsen bevidst har brudt loven ved at tilbageholde informationer fra Rigsrevisionen. Det fortæller formand for Statsrevisorerne, Klaus Frandsen (R), mandag.

Sidste år udbad Rigsrevisionen sig en liste over alle de sager, som styrelsen havde sendt til vurdering hos Kammeradvokaten med mistanke om mulig svindel med udbetaling af EU-støtte. Men 22 ud af i alt 127 sager blev holdt tilbage. Det er et brud på loven.

”Brud på Rigsrevisorloven er virkelig ikke noget, der sker tit. Den gennemgang, vi har fået i dag, har ikke direkte bevis på, at det er gjort bevidst.”

”Men der er ting i tidsforløbet, der indikerer, at det er sket bevidst. Og det er selvfølgeligt helt, helt uacceptabelt, siger Klaus Frandsen.

Han oplyser, at ansvaret for en eventuel politianmeldelse ligger hos Fødevareminister Rasmus Prehn (S). Og at reaktionen her ”udestår”. Sagen handler bredere om, at Landbrugsstyrelsen har godkendt uberettiget EU-støtte i en lang række sager. Det kom frem sidste år.

Mandag viser en opfølgning på sidste års kritik, at Landbrugsstyrelsen langtfra har fulgt ordentligt op på de politianmeldelser til landmænd for svig, som den burde.

Mange er ikke sket og for andre er sagsbehandlingen så lang, at det kan gå ud over efterforskningen og muligheden for retsforfølgelse.

Sagerne har tidligere ført til beskyldninger om, at styrelsen er i lommen på landbruget og har strakt sig alt for langt for at tækkes erhvervet.

”Et kæmpemæssigt problem”

Claus Frandsen understreger, at Rigsrevisionen ikke undersøger årsagen til uregelmæssigheder.

Næstformand for Statsrevisorerne Frank Aaen (EL) er dog mere bramfri. Han peger på, at der nu er et halvt dusin sager inden for blandt andet landbrug og fiskeri, hvor styrelsen ikke har håndteret tilskud godt nok.

”Det er virkelig et kæmpemæssigt problem. Og fælles for sagerne er, at man har været meget venlig over for landbruget. Man har nogle gange set igennem fingre med problemer og andre gange direkte skjult dem,” siger han og fortsætter:

”Jeg er bange for, at styrelsen har været alt, alt for tæt på erhvervet. Og har taget mere hensyn til erhvervet end til loven.”

Sidste år blev direktøren for Landbrugsstyrelsen fyret, og fødevareminister Rasmus Prehn (S) har varslet en større genopretningsplan.

Kommentator kalder kritik af Landbrugsstyrelsen sjældent hård

Enhedslisten: Styrelse og landbruget har været alt for tæt

EU’s fødevareministre skal drøfte krig og krise: Prehn vil tale mod protektionisme

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår