Forsikringsselskaber foreslår digitale stelnumre på cykler for at begrænse tyveri

Cykeltyveri har mange omkostninger for både ejeren og forsikringsselskaberne. Sidstnævnte foreslår derfor at digitalisere cykler, så det bliver lettere at finde ud af, hvem der reelt ejer en cykel, når den skal sælges videre.
Det ville lette arbejdet for mange parter, hvis man kunne digitalisere stelnummeret på cykler, lyder det fra Kent Damsgaard, der er administrerende direktør i F&P. | Foto: Jens Dresling/Politiken
Det ville lette arbejdet for mange parter, hvis man kunne digitalisere stelnummeret på cykler, lyder det fra Kent Damsgaard, der er administrerende direktør i F&P. | Foto: Jens Dresling/Politiken
Af Ritzau

Hvert år meldes omkring 30.000 cykler stjålet. Det er både dyrt og ærgerligt for ejeren, som skal bruge tid på at anmelde tyveriet, lede efter kvitteringen med stelnummeret og selv punge ud til selvrisikoen.

Men tyverierne er også et voksende problem for forsikringsselskaberne, fordi tyvene går efter de mest kostbare cykler, oplyser F&P, der er brancheorganisation for forsikringsselskaberne.

Derfor bør cykler udstyres med en digital kode, så alle med en smartphone og en app kan tjekke, om en cykel til salg er stjålet, siger Kent Damsgaard, der er administrerende direktør i F&P.

”Med et digitalt stelnummer vil køberen med det samme kunne finde ud af, om cyklen er stjålet. Det vil gøre det svært at afsætte cyklerne, og så kan vi få sat en stopper for de organiserede tyverier.”

Hos Nordsjællands Politi oplever politiinspektør Svend Foldager, at mange helt opgiver at melde cyklen stjålet, fordi de ikke kan finde stelnummeret. Han er selv en af dem.

”Der er ikke så mange anmeldelser som tidligere, men reelt bliver der stjålet vildt mange cykler. Jeg kender ingen, der ikke har oplevet det.”

Han peger på, at det både handler om at begrænse salget inden for landets grænser og udenfor. En del cykler køres til udlandet, men med de nuværende stelnumre kan det være svært og nogle gange umuligt for politiet at bevise, at lasten er stjålet.

”Når politiet stopper biler på vej ud af landet med en stor flok cykler, bruges der enormt meget energi på at finde ud af, hvem der ejer dem. Koder ville lette arbejdet,” siger Svend Foldager.

Ikke ressourcer til at undersøge ordning

På Christiansborg har retsordfører for SF Karina Lorentzen Dehnhardt bedt Justitsministeriet redegøre for, hvor langt Rigspolitiet er med indførelsen af et digitalt system.

I et svar 20. maj oplyser ministeriet, at der i politiaftalen for 2021-2023 ikke er ressourcer til at undersøge en ordning.

Til næste år, når aftalen skal genforhandles, vil hun fremme digitaliseringen. Især for at dæmme op for tyverierne, og også for at få styr på de mange efterladte cykler, som kommunerne bruger ressourcer på at fjerne.

”I første omgang skal politiet have adgang til at se, hvem cyklen tilhører. Men det kunne også være parkeringsvagter, der står med en cykel, der ikke er afhentet i ugevis,” siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Regeringen vil gøre det lettere at finde en ladestander

Digitaliseringsstrategi får både ros og kritik - og sammenlignes med en Christiania-cykel

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også