PolicyWatch

Regeringen lover gas til små og mellemstore virksomheder

47 virksomheder er ikke beskyttede gaskunder. De risikerer at miste gasforsyningen ved en forsyningskrise.

Foto: Jonathan Damslund

Regeringen vil frede små og mellemstore virksomheder, så de ikke risikerer at miste hele eller dele af deres gasforsyning ved en alvorlig forsyningskrise.

Det fremgår på et pressemøde torsdag. Her orienterer regeringen og Energistyrelsen om forsyningssikkerheden forud for vintersæsonen.

”Vi vil gerne berolige små og mellemstore virksomheder i Danmark. Vi er meget opmærksomme på at holde hånden under dem,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Energistyrelsen laver årligt en liste over de virksomheder, der ikke er garanteret gas, hvis en alvorlig forsyningskrise skulle finde sted. Det er den liste, som regeringen lover ikke at udvide på nuværende tidspunkt.

”Vi overvejer ikke at tilføje flere virksomheder til listen. Vi mener, at vi har lagt det rigtige snit, i forhold til hvilke virksomheder der er på listen,” siger Dan Jørgensen.

På listen er de 47 virksomheder, der har det største gasforbrug. Ifølge direktør i Energistyrelsen Kristoffer Böttzauw har virksomhederne i gennemsnit samme gasforbrug som 5000-6000 husstande.

Professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen opfordrede i et interview med TV2 i foråret politikerne til at udvide listen. Men det overvejer regeringen altså ikke.

”Vi må også planlægge efter, hvor man har kategoriseret. Hvis man ændrer de forhold pludseligt, stilles nogle virksomheder i en meget vanskelig situation,” siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Dan Jørgensen siger, at hvis man valgte at udvide listen, ville man gå væk fra et princip om at give særlig beskyttelse til de små og mellemstore virksomheder.

”De har ikke samme muskel som de store virksomheder til at omstille sig,” siger han.

Forud for pressemødet udtrykte statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften bekymring for forsyningssikkerheden i Danmark.

”Situationen er alvorlig, og det kan blive værre. Hvis vi ser, at der ikke er nogen russisk gas ind i Europa, kan der være yderligere prisspiral opad. Men der kan også komme mangel,” siger Mette Frederiksen.

Danmark modtager mellem 10 og 15 procent russisk gas. Rusland har lukket for gassen, og truer med fortsat at lukke for tilgangen.

På pressemødet kom det også frem, at lyset fremover slukkes på offentlige bygninger, og temperaturen i bygningerne sænkes til 19 grader.

Derudover vil et bredt politisk flertal sikre landets energiselskaber ved at tilbyde en statslig garantiramme på 100 milliarder kroner.

Regeringen lover gas til små og mellemstore virksomheder

Nationalbanken følger ECB og hæver renten med 0,75 point

Regeringen vil ikke ”afvise noget værktøj” i forhold til inflationshjælp

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier