Ledigheden ser ud til at fortsætte med at vokse

Ifølge en tidlig indikator ser ledigheden i Danmark ud til at være steget igen i december.
Foto: Mathias Svold/ERH
Foto: Mathias Svold/ERH
AF RITZAU

Antallet af ledige ser ud til at være steget igen i december, viser en tidlig indikator fra Danmarks Statistik. Efter en stigning i november var der ifølge indikatoren også en stigning på 2600 personer i december.

Samtidig er der noget, der tyder på, at stigningen i november var større end først antaget. Da Danmarks Statistik sendte sin tidlige indikator ud for november, viste den en stigning på 1800 personer. Det er nu opjusteret til 3100. Til sammenligning viste de officielle ledighedstal, at der samlet set var lidt over 77.000 ledige i november.

Indikatoren er ikke det samme som de officielle ledighedstal. Det skyldes, at der ikke er samme datamængde tilgængelig endnu. Indikatoren kommer 10-12 dage efter en måned er overstået, mens den officielle statistik kommer yderligere 20 dage efter det.

Dansk Erhverv: Et rigtigt øv-tal

Holder indikatoren stik, varsler det ifølge Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, et større problem for dansk økonomi.

”Dagens ledighedstal er et rigtig øv-tal, der viser, at inflationskrisen har udløst en ganske tydelig stigning i ledigheden hen mod slutningen af 2022. Vi forventer desværre, at der er tale om en længerevarende vending i ledigheden, der vil strække sig ind i både 2023 og 2024.”

Ifølge Dansk Erhvervs forventninger vil ledigheden i 2023 vokse med 35.000 personer.

Arbejdernes Landsbanks cheføkonom, Jeppe Juul Borre, peger på, at den stigende ledighed falder sammen med, at der er færre stillingsopslag. Tal fra Jobnet viser, at der i december var 20 procent færre stillingsopslag end for et år siden. 

Med til billedet hører dog, at hvis man ser bort fra de usædvanlige tilstande, der har hersket siden corona-pandemiens udbrud i starten af 2020, står det danske arbejdsmarked stadig stærkt.

”Ledigheden er stadig noget nær den laveste siden 2008. Der bliver i historisk kontekst stadig slået mange stillinger op. Bare ikke lige så mange som for et år siden,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter