Fagforening: Flere feriepenge er et dårligt bytte for helligdag

Afskaffelse af en helligdag er ikke populært i HK Privat. Og øget feriegodtgørelse kan ikke kompensere for det.
Simon Tøgern, formand for HK Privat, siger, at det for HK Privats medlemmer handler mere om friheden end om betalingen. | Foto: Andreas Merrald
Simon Tøgern, formand for HK Privat, siger, at det for HK Privats medlemmer handler mere om friheden end om betalingen. | Foto: Andreas Merrald
af ritzau

Der er brug for mere fritid frem for øget feriegodtgørelse. Sådan lyder det fra Simon Tøgern, der er formand for HK Privat.

”For mine medlemmer er det et spørgsmål om friheden og ikke så meget om betalingen. De beder om mere frihed og ikke om mere arbejde,” siger Simon Tøgern.

Flere medier har kunnet fortælle, at regeringen vil øge feriegodtgørelsen som betaling for at fjerne en helligdag. Ifølge medierne vil der være tale om en stigning i ferietillægget, som udbetales til dem, der har ferie med løn, på 0,5 procentpoint.

Simon Tøgern ønsker ikke, at kommentere på det konkrete forslag, før det ligger på bordet. Men han mener, at det er den forkerte vej at gå.

”Det er i forvejen svært at få holdt sin ferie, og mange får slet ikke holdt det hele. Så det trækker den helt forkerte vej at fjerne en fridag,” siger han.

HK Privat repræsenterer alle privatansatte HK’ere. Det inkluderer blandt andet administrative medarbejdere, laboranter og tandklinikassistenter. I en rundspørge, som over 5000 medlemmer af HK Privat har svaret på, svarer 85 procent ”nej” på spørgsmålet om, hvorvidt det er i orden at afskaffe store bededag.

3F: Et angreb på den danske model

Forslaget fra regeringen har mødt udbredt modstand. Blandt andet har FOA sagt, at fagforeningen kan ende med at anbefale et nej til en kommende overenskomstaftale.

Fra 3F lyder det, at man ikke ønsker at kommentere forslaget, før det bliver præsenteret. Dog mener Henning Overgaard, forbundsformand i 3F, at regeringen skal holde fingrene fra store bededag.

”Det er et angreb på lønmodtagerne, der i forvejen tvinges til længere arbejdsliv af politikerne og et angreb på den danske model, og jeg synes hele ideen bør tages af bordet,” skriver han i et skriftligt svar.

Finansministeriet har vurderet, at det vil give statskassen 3,2 milliarder kroner årligt, hvis der sløjfes en helligdag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også