Rockwool-chef om Ruslands-dilemma: At opgive aktiver er "at skyde sig selv i foden"

Mens EU lægger an til nye sanktioner, ser Rockwool-chef endnu ikke logik i at opgive russiske aktiver. Han fortæller om manglende kriseplaner før invasionen og om dilemmaer i f.eks. Kina og Ungarn. 
(ARKIV / ILLUSTRATION) | Foto: Pr / Rockwool International A/s
(ARKIV / ILLUSTRATION) | Foto: Pr / Rockwool International A/s

BRUXELLES – Trods kritik og intense granskninger af leverancer gennem russiske underleverandører er Claus Bugge Garn ikke i tvivl.

Det vil være en fejl, hvis Rockwool – en af Danmarks store erhvervsvirksomheder og verdensleder inden for stenuld – skar båndene til sine russiske forretninger.

”I min personlige holdning vil det lidt være det samme som at skyde sig selv i foden, hvis man bare giver aktiver væk til en russisk aktør,” siger Claus Bugge Garn, der aktuelt er Rockwools chef for product management, men i over 15 år var chef for regulatory affairs.

Rockwool vurderer således, at der endnu ikke er en grund til at overveje at skille sig af med sine ejerskaber i Rusland.

”Vi har ingen import eller eksport ind og ud af Rusland, så man kan sige, at hvis vi giver vores aktiver væk til en aktør, så hjælper vi kun Rusland,” siger Claus Bugge Garn.

Meldingen fra den danske Rockwool-chef kommer på et tidspunkt, hvor EU-toppen inden for få dage forventes igen at stramme sanktionerne mod Rusland, efter der over halvandet år er vedtaget 11 sanktionspakker følge af angrebet på Ukraine.

I de forløbne halvandet år med krigen er de tektoniske plader under dansk og europæisk erhvervsliv skiftet, og danske og europæiske virksomheder er sendt på retræte ud af Rusland.

Blandt de seneste eksempler finder man bryggerikæmpen Carlsberg, der efter de facto at være blevet strippet for ejerskabet af sine russiske bryggerier officielt nedskrev selskabets aktiver til nul i forrige måned.

I dag er den interne læsning, at bryggeriet – der i over et årti havde været på danske hænder – nu med al sandsynlighed kan ende hos præsident Vladimir Putins judo-makker

Ingen planer i skuffen

Da verden en februarmorgen i 2022 vågnede op til nyheden om den russiske invasion af Ukraine, var der ingen køreplaner. Spændingerne i regionen havde været beskrevet et stykke i tid i pressen, men ifølge Claus Bugge Garn var der ikke en klappet og klar køreplan på Rockwools hovedkontor i Hedehusene for, hvordan en eventuel krig skulle håndteres.

”Alle større virksomheder har jo kriseplaner og lignende. Mmen vi havde ikke forudset, at der ville komme denne krig,” siger Claus Bugge Garn i dag og uddyber:

”Som stor global spiller – som vi er (hos Rockwool, red.) – er vi aktive i mange lande. Det er jo svært som international produktionsvirksomhed at skulle have en contingency plan for alt, hvad der kan ske i verden, men der er selvfølgelig i nogle sammenhænge. Men dette er ikke en af dem.”

Præcis hvilke overvejelser der fandt sted i de dage og måneder efter invasionens begyndelse, ønsker han ikke at kommentere. Garn lægger dog ikke skjul på, at der har været ”mange interne analyser” i kølvandet på invasionen.

Meldingen fra det danske stenuldskoncern kommer sideløbende med, at nye sanktioner endnu engang er på dagsordenen i Bruxelles. Over weekenden har Ursula von der Leyen – formanden fo Europa-Kommissionen – gjort det klart, at en ny og 12. pakke af sanktioner rettet mod Rusland vil se dagens lys.

”Vi vil fortsætte med at få Rusland til at betale for sin aggressionskrig,” sagde von der Leyen over weekenden under en tale i Kyiv.

Selv pegede formanden på, at pakken vil indebære nye im- og eksportforbud og hårdere nedslag på omgåelse af sanktioner.

Ifølge kommissionsformand Ursula von der Leyen fortsætter sanktionskrigen mod Rusland, sagde hun under et nyligt besøg hos den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky i Kyiv. Næste salve forventes indenfor kort tid. | Foto: Thomas Peter
Ifølge kommissionsformand Ursula von der Leyen fortsætter sanktionskrigen mod Rusland, sagde hun under et nyligt besøg hos den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky i Kyiv. Næste salve forventes indenfor kort tid. | Foto: Thomas Peter

Stormen i Danmark

Hos Rockwool understreger Claus Bugge Garn, at selskabet overholder alle internationale sanktioner, som er udsprunget siden invasionen af Ukraine.

”Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi er meget kraftige modstandere af krigen og selvfølgelig overholder alle sanktionspakker,” understreger han.

Spørgsmålet har dog gennem krigen løbende huseret i kulissen, hvor Erhvervsstyrelsen i fjor indledte en officiel undersøgelse af mulige sanktionsbrud i forbindelse med bl.a. Rockwools russiske forretning.

Ifølge de to medier har Rockwool via en lokal leverandør solgt isolering, som har været brugt i bygningen af en række krigsskibe samt flere af den russiske flådes mest avancerede ubåde. Styrelsen har siden nedlagt sagen og frikendt Rockwool.

Direkte adspurgt, hvordan medieopmærksomheden har påvirket Rockwool og det regulatoriske arbejde, henviser Claus Bugge Garn til, at sagen primært har udspillet sig i Danmark.

Konkret omfatter den et selskab under passivt ejerskab, og faktisk er opmærksomheden et isoleret tilfælde for Danmark, indskyder han.

”Vi har været i vælten i Danmark, men det er faktisk det eneste sted. På den måde kan man sige, at det ikke påvirker os i den store sammenhæng,” siger Garn.

Konstruktionen er i praksis ikke anderledes end for Rockwools europæiske konkurrenter i markedet, som fortsat har ejerskab over aktiver i Rusland, bemærker han.

”Om det er den ene eller den anden mineraluldskonkurrent, er de jo alle stadig aktive i Rusland,” siger Rockwool-chefen.

I har stadig været i vælten i Danmark for de kontrakter, som bidrager til den russiske flåde. Betyder det, at jeres forhold til den russiske forretning er malet faktuelt forkert op der?

”Vi har et passivt ejerskab, men har ikke nogen daglig kontakt eller lignende. Og jævnfør de sanktionspakker, vi ser, så kan vi heller ikke have det, ” svarer Claus Bugge Garn.

”Det betyder, at vi heller ikke kan give instruktioner og sige, I skal gøre sådan og sådan.”

Han uddyber, at selskabet under alle omstændigheder foretager alle salg gennem distributører og dermed ”ikke har nogen form for kunderelation med det russiske militær eller offentlige myndigheder”. 

Samtidig ophørte al produktion og salg af maritim isolering i Rusland ”kort efter krigen brød ud”, understreger han.

Carlsberg er for nylig sat under lokal administration. Hvor nervøs er du for, at I skal gå samme vej?

”Det kan jeg ikke udtale mig om. Det er sådan nogle ting, som vi ikke har indflydelse på, så vi kan ikke rigtig gå ind i det,” svarer Claus Bugge Garn.

Spørgsmålet har tidligere været på radaren hos Rockwool. Over for Berlingske har topchef Jens Birgersson tidligere understreget, at der fortsat er en ”kernestrategi om at holde fast så længe som muligt”.

Kan man blive i Israel?

Når Claus Bugge Garn i dag taler om Rusland, er det med mange forbehold. Grundlæggende er der tale om et område fyldt med dilemmaer, bemærker han – og ét er, hvad der kan siges udadtil, noget andet, hvad der kan diskuteres internt i fortrolighed.

Overordnet udstiller krigen i Ukraine dog nogle af de helt store dilemmaer, som følger med at være en virksomhed med aktiviteter på tværs af kloden, bemærker han.

”Det bliver hurtigt et politisk spørgsmål, men forestil dig, at vi har en virksomhed i Ungarn. Er det så politisk korrekt?” indleder han.

Ungarn har i årevis været et politisk ømtåleligt marked på en række parametre, hvor iagttagere har peget på et skifte i en strengt nationalistisk retning under den siddende præsident, Victor Orban.

”Det er en situation, som ikke ændrer sig fra dag til dag. Men personligt kunne jeg spørge mig selv, hvor hurtigt skal man så eventuelt opgive noget,” siger Claus Bugge Garn.

Overordnet er det en kalkule, hvor det fra direktionsgangen altid er et spørgsmål, hvordan man både agerer som virksomhed i et marked, men samtidig skal tage bestik af de gældende regler og ”høje standarder” forbundet med sanktioner og god forretningsførelse, lyder argumentet.

Lignende paralleller kan ifølge Claus Bugge Garn drages til spørgsmål om aktiviteter i Kina – eller i Israel som følge af den verserende udvikling af krigen i Gaza. Rockwool er ikke aktiv i Israel, bemærker han.

”Men hvis vi havde været aktive, kunne jeg spørge mig selv, ville det så være korrekt fortsat at være det i Israel?” spørger Claus Bugge Garn.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også