LO kræver højere dagpenge i ny mediekampagne - kan koste 7000 job

Dagpenge til ledige skal hæves, kræver LO i annoncekampagne, som kører fra Folketingets åbning og i oktober.
Lizette Risgaard, formand for LO. | Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lizette Risgaard, formand for LO. | Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

LO kræver dagpengene sat op til ledige, som de ikke mener kompenseres nok for deres lønnedgang, når de mister deres arbejde.

Dagpengene er udhulet gennem mange år, mener LO. Derfor kører de en kampagne fra mandag, dagen før Folketinget åbner, og i oktober.

Det oplyser Netavisen Pio, som er tæt på Socialdemokratiet.

LO kører kampagnen ”Styrk dagpengene” fra mandag 1. oktober og til slutningen af måneden. 

Først kører kampagnen i et par uger nationalt, siden lokalt.

Der er annoncer i pressen, på de sociale medier, reklameskilte på togstationer og i busser samt på annoncer i aviser og digitalt.

Sænker arbejdsudbud med 7000

LO vurderer, at det koster statskassen en halv milliard kroner, hvis dagpengene hæves, som LO foreslår.

Den borgerligt-liberale tænketank Cepos vurderer, at 7000 færre får job, hvis dagpengene stiger med 13.400 kroner årligt indtil 2025, som LO foreslår.

"Det skyldes, at de højere dagpenge vil gøre det mindre attraktivt at tage et job. Den lavere beskæftigelse vil indebære, at den samlede forringelse af de offentlige finanser vil udgøre 2,5 milliarder kroner," siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.

I dag ligger den højeste dagpengesats på 18.633 kroner om måneden for fuldtidsforsikrede ledige.

"Hvis vi ikke har et attraktivt dagpengesystem, så risikerer vi i sidste ende at undergrave vores danske flexicurity-model," siger LO's formand, Lizette Risgaard, i en video, om den danske model på arbejdsmarkedet.

Kompensation er faldet

Fra midten af 90’erne faldt dagpengenes værdi (kompensationsgraden) fra 63 til 54 procent i 2018 for en gennemsnitlig LO-arbejder.

Dagpengene er faldet, så det svarer til en mistet indtægt på 2500 kroner om måneden eller 30.000 kroner om året.

Hvis det fortsætter i samme takt indtil 2025, vil dagpengenes kompensationsgrad være faldet til 50 procent for et gennemsnitlig LO-medlem. Og 54 procent i gennemsnit for alle, viser LO's beregninger.

Lavere dagpenge rammer ledige på pengepungen. Flere må sætte banklån på pause, beskære børnenes fritidsaktiviteter eller spare på receptmedicin.

Det viser 3F's medlemsundersøgelse hos 1367 ledige på dagpenge i august 2018.

Seks procent af de ledige 3F’ere oplyste, at de har skåret ned på receptmedicin. 13 procent svarede at de har beskåret børns fritidsaktiviteter. 12 procent havde standset betalinger eller omlagt lån.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også