SF kræver en milliard til sundhedspersonale på finanslov

Sundhedsvæsnet skal have penge nu, siger Pia Olsen Dyhr, mens De Konservative foreslår en "lukrativ" ordning for overarbejde.
Foto: Philip Davali//
Foto: Philip Davali//
af ritzau

De i forvejen pressede sygehuse vågnede tirsdag op til meldinger om flere opsigelser. Det understreger ifølge SF blot et behov for tilførsel af flere penge til sundhedsvæsnet.

Støttepartiet vil i denne uges finanslovsforhandlinger medbringe et krav om mindst en milliard kroner til sundhedspersonale for blandt andet at afhjælpe akut mangel på personale og en truende "nedsmeltning" på sygehusene.

"Jeg tror ikke, at vi kommer under at snakke minimum en milliard. Og gerne noget mere. For vi står med nogle problemer, der ikke er nemme at løse," siger partiformand Pia Olsen Dyhr.

Pengene skal ifølge formanden tages fra "krigskassen". Krigskassen blev oprettet første gang i 2020, da man afsatte en stor sum penge til at håndtere akutte udfordringer i forbindelse med pandemien. Midlerne skal afsættes til det, som SF kalder et coronatillæg.

Partiet vil ikke fordele pengene på forhånd, men "lytte til regionerne" i forhold til, hvordan de bedst kan gøre gavn. Pia Olsen Dyhr nævner rekruttering, fastholdelse, særlige tillæg og arbejdsmiljø.

"Jeg mener sådan set, at det eksisterende sundhedspersonale er nødt til at mærke, at der er en stigende forståelse på Christiansborg om, at de gør noget helt ekstraordinært," siger Pia Olsen Dyhr.

Flere penge for overarbejde

Det andet støtteparti Enhedslisten har indkaldt statsminister Mette Frederiksen (S) til en hasteforespørgsel i Folketinget 1. december om problemet i sundhedsvæsnet. Enhedslisten kræver en redningspakke til sundhedsvæsnet. SF forventer at lande noget med regeringen i løbet af senest en uge.

"Vi har nævnt det i forbindelse med vores finanslovsforhandlinger, for vi synes, at det haster. Det forhandler vi lige nu. Jeg håber, at vi kan lande noget inden ugens udgang eller i hvert fald i starten af næste uge," siger Pia Olsen Dyhr.

De Konservative foreslår, at man motiverer sygeplejerskerne til at arbejde mere ved at give flere penge, hvis de vil tage overarbejdstimer - som en midlertidig løsning.

"Vi har en nødsituation. Vi skal have skabt mere kapacitet her og nu. Det gør man ved at tilbyde dem nogle lønvilkår for det ekstraarbejde, som kan være med til at skabe noget ekstra kapacitet," siger sundhedsordfører Per Larsen.

Skal de have flere penge for de ekstratimer, som de tager?

"Ja, det vil jeg synes. Hvis man kan lave en aftale med sygeplejerskerne om, at de får nogle mere lukrative ordninger i en periode, indtil vi har noget af det her pukkelafvikling på plads," siger Per Larsen.

Når man skal tage det særligt alvorligt nu, understreger ordføreren, skyldes det, at læger står frem og konstaterer, at det går ud over patientsikkerheden.

Forsker: Sygeplejerskers opsigelser kan blive kendt ugyldige 

DF: Regeringen må finde penge på finanslov til sygeplejersker

Sygeplejersker vil sige op i protest mod arbejdsvilkår

Udvalg vil give sjællandske sygeplejersker lønløft for millioner 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også