Ingen garanti for danske fiskere i britisk farvand efter brexit

Dansk fiskeri er vigtig i forhandlinger efter brexit, men der er ingen garantier, siger statsministeren.
Foto: Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
Foto: Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der er ingen garantier for, at de danske fiskere kan fiske i britisk farvand efter Storbritanniens udtrædelse af EU.

Det er meldingen fra den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), efter et topmøde i Bruxelles fredag.

"Jeg tør ikke udstikke nogen garantier, men lige præcis når det handler om fiskeri, så er det jo en af de vigtige danske interesser, vi kommer til at forfølge, når forhandlingerne går i gang efter nytår," siger hun.

Hvis Storbritannien som forventeligt træder ud af EU den 31. januar, skal parterne forhandle en ny handelsaftale. Danske fiskere frygter derfor, at deres muligheder for at fiske i britisk farvand begrænses.

EU-landene har ved fredagens topmøde drøftet de fremtidige forhandlinger omkring brexit. Statsministeren understreger, at man fortsat vil have et tæt bånd til Storbritannien.

"Jeg håber på et meget tæt samarbejde med briterne. Men det er jo i en helt anden ramme, når Storbritannien desværre ikke længere er et EU-medlemsland. Men jeg synes, vi skal gå efter så tæt et forhold som mulig," siger statsministeren.

Efter den britiske udtrædelse håber Storbritannien at kunne sikre sig en række handelsaftaler med EU, men også USA.

Det er fortsat Michel Barnier som er EU's chefforhandler i brexitforhandlingerne.

Et flertal af vælgerne i Storbritannien stemte i sommeren 2016 for, at kongeriget skal forlade EU.

Året efter indledte man formelt processen med at nå til enighed om en udtrædelsesaftale.

Det lykkedes i november 2018, men det britiske parlament ville ikke godkende den aftale, som daværende premierminister Theresa May havde forhandlet.

Efter flere forsøg trak hun sig, og Boris Johnson, som overtog posten i sommer, havde held til at forhandle aftalen om.

Cheføkonom: Britisk handelsaftale kan være flere år væk

EU-præsident ser frem mod snarlig afklaring på brexit 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også