Ledigheden er steget for første gang i lang tid

Ledigheden steg i januar, formentlig mest af tekniske årsager. Ukraine-krig kan dog svække dansk økonomi.
Foto: Christian Lykking/JPA
Foto: Christian Lykking/JPA
af ritzau

Efter mange måneder med fald steg ledigheden fra december til januar med 5000 personer til 76.800 personer. Det svarer til 2,5 procent af arbejdsstyrken.

Stigningen er den første i mange måneder, men det kan der være tekniske årsager til. På grund af den nye ferielovgivning holdt mange ledige ferie i december, og det har været medvirkende til at gøre decembertallene kunstigt lave, fordi ledige på ferie ikke tælles med i statistikken.

Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, vurderer også, at nedlukningerne i januar spiller ind.

De er fortid nu, men så er der til gengæld en anden trussel mod økonomien, som kan spille ind i de kommende måneders ledighedstal.

”Økonomien og arbejdsmarkedet er fortsat i god gænge, men i den kommende tid kommer vi til at opleve økonomisk turbulens som følge af den russiske invasion af Ukraine,” skriver hun i en kommentar.

Lidt mere optimistisk er Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

”Ser vi fremad, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi kommer til at se et nyt tydeligt fald i ledigheden hen over foråret og sommeren,” skriver han.

Hans analyser bunder i erfaringerne fra sidste år, hvor servicefagene blomstrede i takt med, at restriktionerne bortfaldt, og han forudser, at ledigheden inden længe vil nå under rekorden fra juni 2008.

Det kan til gengæld give udfordringer for de virksomheder, der har ubesatte job. Det siger Dansk Industris vicedirektør, Steen Nielsen:

”Derfor er det stadig meget aktuelt at se på, hvordan vi kan sikre, at de danske virksomheder kan få de hænder, de skal bruge. Det gælder både mulighederne for internationale medarbejdere samt tilskyndelsen til, at flere seniorer bliver på arbejdsmarkedet og at flere af de unge, som hverken er i arbejde eller uddannelse, kommer ud på arbejdsmarkedet,” siger han.

Ledigheden tager endnu et kraftigt dyk

Blå blok kræver ny forhandling om arbejdskraft

Danske arbejdsgivere slår langt færre job op i EU

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også