Hver fjerde kommune når regeringens jobmål for flygtninge

Det lykkes i højere grad at få flygtninge i job i kommunale stillinger og private virksomheder.
Arkivfoto 2016 af Muhiddin Al-Sheikh (th), der arbejder som murer. | Foto: Asger Ladefoged/Scanpix 2016
Arkivfoto 2016 af Muhiddin Al-Sheikh (th), der arbejder som murer. | Foto: Asger Ladefoged/Scanpix 2016
AF RITZAU

22 ud af landets 98 kommuner har opfyldt regeringens mål om at få halvdelen af alle flygtninge i job inden for tre år, efter at de kommer til Danmark.

Det viser en analyse fra den centrum-venstre-orienterede tænketank Cevea ifølge Politiken. Opgørelsen tæller alle ansættelser med, uanset om der er støtte involveret eller ej.

Selv om en stor majoritet af kommuner stadig ikke opfylder målet, skal tallene ses i lyset af, at ingen kommuner opfyldte målet for to år siden.

Det går særligt godt i Region Hovedstadens 29 kommuner. Ti af dem er med blandt de 22 kommuner, som når målet. Ikke mindst Københavns Kommune, der har fået 53 procent af flygtninge i arbejde inden for tre år. 

Noget tyder på, at en lang række kommuner står klar til at gøre de 22 kommuner kunsten efter. I 39 andre kommuner er 40 procent eller flere af flygtningene i arbejde inden for tre år ifølge Ceveas analyse.

Politiken skriver, at "flere af kommunerne" er enten et eller to procentpoint fra at nå regeringens mål.

Der er dog en betragtelig forskel på, hvor godt det går med at få henholdsvis mandlige og kvindelige flygtninge i arbejde.

På landsplan tjener 53 procent af de mandlige flygtninge deres egen løn inden for tre år. Det står i skarp kontrast til, at det er lykkedes at få 18 procent af de kvindelige flygtninge i arbejde.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også