DF-ordfører tror på dansk EU-afstemning trods Løkke-nej

Kenneth Kristensen Berth mener, at Venstre og Dansk Folkeparti kan være i regering trods uenighed om EU.
Kenneth Kristensen Berth. | Foto: /ritzau/DRESLING JENS
Kenneth Kristensen Berth. | Foto: /ritzau/DRESLING JENS
AF RITZAU

Selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kategorisk har afvist det, så kan det godt ske, at danskerne på et tidspunkt skal stemme om fortsat medlemskab af EU.

Sådan lyder vurderingen fra Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth.

"Jeg er godt klar over, at det ikke er Venstres ønskedrøm, at Danmark skal forlade Den Europæiske Union. Men tiderne ændrer sig, Venstre var heller ikke meget for et burkaforbud."

"Så jeg har da tiltro til, at vi på et eller andet tidspunkt kan få den afstemning," siger han.

Dansk Folkeparti, som efter næste folketingsvalg aspirerer til en plads i regeringen sammen med netop Venstre, har ved flere lejligheder ytret ønske om en folkeafstemning, så danskerne kan tage stilling til spørgsmålet om EU-medlemskab. 

Dansk Folkeparti følger udviklingen i Storbritannien, som i marts næste år forlader EU. Briterne sagde i juni 2016 nej til fortsat medlemskab af EU ved en folkeafstemning. 

I onsdagens udgave af Berlingske sagde Lars Løkke Rasmussen klart nej til at sætte en proces i gang, der kan føre til, at Danmark ender med at blive meldt ud af EU. 

Alligevel ser Dansk Folkeparti muligheder for en folkeafstemning, også hvis partiet ender med at komme med i en regering sammen med Venstre. 

"Jeg har ikke tænkt mig at forlange eller forvente, at Venstre nødvendigvis siger, det er en god idé, at vi melder os ud af EU."

"Men jeg ser ikke noget problem i, at en regering, der består af to partier, har to forskellige holdninger til det spørgsmål," siger Kenneth Kristensen Berth. 

Det næste folketingsvalg finder sted senest 17. juni næste år. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også