Falck-topchef vil samle ombrust system for erhvervsfremme i slagkraftige klumper

Formanden for den nyoprettede bestyrelse for det reformerede erhvervsfremmesystem, Falck-topchef, Jakob Riis, affejer beskyldningerne om centralisering. Erhvervsfremmeindsatsen skal samles i færre, større initiativer, og det vil gavne virksomheder i hele landet, forsikrer han.
Falcks topchef, Jakob Riis, er ny formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. | Foto: Ritzau Scanpix / Anne Bæk
Falcks topchef, Jakob Riis, er ny formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. | Foto: Ritzau Scanpix / Anne Bæk

Falck-topchef, Jakob Riis, gør som nyudnævnt formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse klar til at sænke fingrene ned erhvervsfremmeindsatsen og omforme den i større klumper.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kommer til at være omdrejningspunktet for det nye erhvervsfremmesystem, som regeringspartierne og Dansk Folkeparti (DF) torsdag stemte igennem i folketingssalen.

"Man kommer til at se nogle færre, men større initiativer, så vi ikke får fordelt det på for mange aktører og for mange små indsatser. Det binder for mange penge i administration og bureaukrati. Vi skulle gerne få nogle større initiativer med noget mere slagkraft," siger Jakob Riis til PolicyWatch over telefonen, da Falck-topchefen netop er steget ud af en flyver fra USA.

Som nyudnævnt formand i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse lander Jakob Riis midt i en debat mellem regeringen og Dansk Industri på den ene side og lokale kræfter som blandt andet regionsformænd, borgmestre og direktører for virksomheder uden for de store byer på den anden.

Siden regeringen og Dansk Folkeparti i foråret lancerede planerne om at reformere erhvervsfremmesystemet, er kritikken væltet ind over landspolitikerne, der bliver beskyldt for centralisering og for at svigte den lokale erhvervsfremme.

Kan ikke genkende kritik

Årsagen er, at de regionale vækstfora nedlægges, antallet af de såkaldte erhvervsklynger skal skæres kraftigt ned, og regionerne bliver sat helt ud af spillet.

Det har selvsagt fået flere regionsformænd til kritisere reformen, men også erhvervsledere som Legoland-chef Christian Woller ærgrer sig over det nye system.

Hvad vil du sige til kritikkerne, der mener, at det her går ud over erhvervslivet uden for byerne?

"Det kan jeg egentlig ikke følge. Altså, Danmark er ikke noget stort land, og vi ser på hele Danmark. Vi har tænkt os at tage rundt og have et nært samarbejde med alle erhvervshusene, så jeg kan ikke rigtig genkende kritikken," siger Jakob Riis og tilføjer:

"Det at have en central plan, der fordeler arbejdet fornuftigt imellem os i Danmark, så vi sikrer, at vi ikke får lavet for mange repetitioner, mener jeg ikke, er det samme som en centralisering. Det er mere en fokusering og en prioritering."

De regionale vækstfora nedlægges ved udgangen af 2018, og regionerne skal ikke længere spille nogen rolle inden for erhvervsfremme. Hvordan kan det ikke gå ud over den lokale erhvervsfremme?

"Man erstatter det med seks erhvervshuse og seks filialer, og alle de initiativer, der er, kører videre i det nye regi. Der er ikke noget, vi decideret stopper. Så på den måde har vi jo stadigvæk et system, der har en meget stærk decentral forankring, og princippet i det nye system bygger på, at kommunerne sidder meget tæt på det," siger han.

Lige adgang i hele landet

Jakob Riis henviser til, at seks af bestyrelsesmedlemmerne i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er udpeget af kommunerne, mens en enkelt er fra regionerne.

Kan man ikke forestille sig, at færre og større projekter i højere grad vil ende i områder omkring de store byer?

"Nej, der er en god bid at tage af. Der er over 300 projekter, så vi havner ikke med få projekter i de store byer. Det er slet ikke der, vi er. Det kommer ikke til at betyde noget for adgangen og muligheden for alle dele af landet," siger Jakob Riis.

Bestyrelsen mødes første gang 20. december, og da det nye system træder i kraft allerede efter nytår, er der ingen tid at spilde.

Første opgave bliver at finde fælles fodslag blandt de 17 bestyrelsesmedlemmer, hvor der er mange forskellige interesser.

"Det handler meget om at prioritere og fokusere og få tilpasset systemet, så det bliver mere effektivt. Og nøglen til det bliver, at den erhvervsfremmebestyrelse, vi har fået for Danmark nu, bliver samlet og arbejder fælles om den opgave," siger Jakob Riis og tilføjer:

"Vi har travlt. Der ligger en foreløbig strategi, som dækker 2019. Så det første, vi skal gøre, er, så hurtigt som muligt få klarhed over, hvilke af de aktiviteter, der kører i øjeblikket, der kan fortsætte, så vi ikke mister momentum."

"Og så skal vi i løbet af foråret have lavet en klar plan for, hvordan vi skal arbejde for 2020 og frem," siger han.

Så vi skal ikke forvente de store omvæltninger allerede fra årsskiftet?

"Nej, for at give erhvervsfremmebestyrelsen mulighed for at få lavet en plan, der er faktabaseret, og som vi har tid til at diskutere igennem, har man lavet en midlertidig strategi for 2019. Den skal vi hurtigst muligt bag, så den stilstand, der kan komme med de forandringer, der er på vej, bliver minimeret. Men samtidig skal vi give os selv nok tid til at få lavet en ordentlig plan, så vi fra 2020 og fremefter har nogle klare prioriteter."

Utrolig vigtig opgave

Jakob Riis har været med inde over arbejdet med erhvervsfremmereformen siden midten af 2017, hvor regeringen nedsatte et udvalg til at se på systemet. Arbejdet i udvalget var inspirerende, fortæller Jakob Riis.

"Jeg blev spurgt, om jeg ville følge op med det her formandskab. Det er klart, at jeg selvfølgelig har nok at se til i Falck, men jeg synes omvendt, at det er en utrolig vigtig opgave. Vi har et godt system i dag, men det kan blive endnu bedre. Og jeg var fristet af at forsøge at give alt, hvad jeg kan."

Formanden kan se frem til at bruge en del tid på opgaven især til at starte med. Og der er allerede sat seks møder i kalenderen.

"Det kræver selvfølgelig en del forberedelse af mig som formand. Det er også vigtigt, at vi kommer rundt i landet, og at vi får en tæt dialog med de erhvervshuse og bestyrelser, der kommer til at sidde rundt i landet. Så jeg kommer til at bruge noget tid på det, men der er opbakning til det fra min bestyrelse i Falck," siger Jakob Riis.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse overtager den indsats, der før blev varetaget af de 147 medlemmer af de seks regionale vækstfora og Danmarks Vækstråd.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også