PolicyWatch

Landbruget milevidt fra at nå centralt mål i landbrugspakken

Nye tal sår endnu en gang tvivl om landbrugspakkens kollektive virkemidler.

Foto: Arkiv: Henrik Kastenskov/Polfoto

Landbrugspakkens frivillige tiltag – også kaldet de kollektive virkemidler - vækker igen store problemer.

Denne gang er det landmændenes etablering af minivådområder, som slet ikke er kommet op i omdrejninger.

Det viser et nyt baggrundnotat fra KL, som Altinget er kommet i besiddelse af.

Her fremgår det, at kun cirka 40 landmænd har ansøgt om at etablere et minivådområde i 2018.

Ifølge Landbrugsstyrelsen skal der etableres over 1.000 minivådområder, hvis kvælstofudledningen gennem kollektive virkemidler skal i mål.
Med de nye tal står det klart, at landbruget kun har ansøgt om at bygge groft regnet fire procent af de lovede områder.

"Det er bekymrende få ansøgninger. Man får svært at nå i mål med de kvælstofreduktioner, som landbrugspakken stiller i udsigt, hvis ikke det her ændrer sig snart," vurderer seniorforsker og biolog fra Aarhus Universitet Carl Christian Hoffmann overfor Altinget.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), da han er i Kenya.

Venstres miljø- og landbrugsordfører, Erling Bonnesen, erkender, at etableringen af minivådområder indtil videre har været for sløv.

"Vores skøn var jo, at man kunne komme hurtigere gang i minivådområderne. Det har ikke vist sig at kunne lade sig gøre, og der har vi også et ansvar. Men reglerne er ved at være på plads, og jeg tror, at vi i 2021 når målene for kvælstofreduktioner," siger V-ordføreren til Altinget.

Knap så optimistisk er Ida Auken, miljøordfører i Radikale.

"Det er naivt at tro, at landbruget når det. Vi ser nu igen, at man ikke kan regne med de kollektive virkemidler. Regeringen bør straks korrigere de tal, som fremskriver frivillige kvælstofreduktioner, og fortælle os, hvad de i stedet vil gøre for at passe på vandet," siger hun til Altinget.

Den årlige kvælstofudledning til vandmiljøet skal reduceres med 7.000 ton inden 2021. Ifølge landbrugspakken skal landbruget gennem de kollektive virkemidler levere 2.450 ton - 900 af disse gennem minivådområder.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier