Statsministeren gentager mindstelønstanker på topmøde

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gentager mandag sit syn på, at en mindsteløn kan være nødvendig.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) taler ved Lønmodtagernes Topmøde i KB Hallen på Frederiksberg. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix 2019
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) taler ved Lønmodtagernes Topmøde i KB Hallen på Frederiksberg. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix 2019
AF RITZAU

Mandag foran en samlet fagbevægelse gentager statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sin holdning om, at en lovbestemt mindsteløn kan være nødvendig i nogle sektorer - eksempelvis transportsektoren.

Det sker på Lønmodtagernes Topmøde i KB Hallen.

"Det skal tages alvorligt, når den danske model udfordres af et Europa, hvor 23 ud af 28 lande har en helt anden tilgang til arbejdsmarkedet." 

"Derfor ønsker jeg at rejse en debat. Når der er alvorlige problemer, så er vi nødt til at se fordomsfrit på tingene og se, om regeringen og lovgivere skal have en stærkere rolle," siger statsministeren på topmødet.

Han peger specifikt på sagen fra Padborg, hvor udenlandske chauffører fik en meget lav løn og arbejdede under kummerlige forhold for selskabet Kurt Beier.

"Padborg-sagen viste med al tydelighed, hvad der er på spil. Det trækker mange ting med sig. For det skaber sprækker i tilliden til udenlandsk arbejdskraft, som vi ikke kan klare os uden," siger Lars Løkke Rasmussen.

Topmødet er arrangeret af FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation, der tæller omkring 1,4 millioner medlemmer.

Allerede i sidste uge valgte Lars Løkke Rasmussen at præsentere tanker om en mulig minimumløn på Facebook.

Mette Frederiksen, statsministerkandidat og formand for Socialdemokratiet, har kort før mødet præsenteret et forslag, der skal sende 600 millioner kroner til en forbedring af indsatsen for arbejdsmiljø.

De skal blandt andet gå til en styrkelse af arbejdstilsynet og højere arbejdsskadeerstatninger.

/ritzau/

Socialdemokratiet afviser pure at røre den danske model

Fagforening siger klart nej tak til lovbestemt mindsteløn

Lars Løkke lufter tanker om at indføre mindsteløn

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også