Anders Samuelsen efterlyser økonomisk plan fra Venstre

Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, melder sig i koret af personer, der efterlyser en økonomisk plan fra Venstre.
Anders Samuelsen, politisk leder for Liberal Alliance, kritiserer Venstre for ikke at have lagt en økonomisk plan frem i løbet af valgkampen. | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling
Anders Samuelsen, politisk leder for Liberal Alliance, kritiserer Venstre for ikke at have lagt en økonomisk plan frem i løbet af valgkampen. | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling

Både økonomer og Socialdemokratiet har efterlyst, at Venstre lægger en økonomisk plan frem i løbet af valgkampen, og nu melder en af Venstres regeringskollegaer sig også på banen.

Udenrigsminister og LA-leder Anders Samuelsen undrer sig over for Berlingske nemlig over, at Venstre ikke har lagt en plan frem i valgkampen for, hvordan dansk økonomi bør udvikle sig i de næste fem eller ti år set med Venstre-øjne.

Både på et pressemøde om Socialdemokratiets politik, over for PolicyWatch og siden over for Berlingske har finansminister Kristian Jensen (V) forklaret, at Venstre har lagt en økonomisk plan frem i form af konvergensprogrammet for 2019 – altså en økonomisk oversigt der hvert år skal sendes til EU.

Men den køber Anders Samuelsen ikke.

"Et konvergensprogram er jo ikke en politisk plan eller vision. Det er blot en fremskrivning af dansk økonomi. Så jeg forstår simpelthen ikke, at det kan være lg med Venstres økonomiske plan. Vi politikere er jo ikke bare sat i vejen for at administrere. Vi skal komme med holdninger og visioner om det samfund, vi ønsker," siger Anders Samuelsen til Berlingske.

Udmeldingen fra Anders Samuelsen kommer i forbindelse med, at Liberal Alliance tirsdag klokken 11 præsenterer et erhvervsudspil, der bl.a. lægger op til at fjerne afgifter på grønne firmabiler.

Da PolicyWatch i sidste uge beskrev, at Venstre ikke vil lægge en økonomisk plan frem, men at partiet henholder sig til konvergensprogrammet for 2019, mødte det kritik fra Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos. Han mener ikke, at et konvergensprogram kan bruges som en politisk plan for et parti.

"Konvergensprogrammet er en økonomisk fremskrivning, der er udarbejdet af politikløse embedsfolk i Finansministeriet. I konvergensprogrammet, der ligger væksten i det offentlige forbrug på 0,4 pct. om året, og Venstre går til valg på 50 pct. mere, så konvergensprogrammet kan jo ikke være Venstres politik," sagde han til PolicyWatch.

Dan Jørgensen, der er næstformand i Socialdemokratiets gruppeledelse, var heller ikke imponeret:

"Det viser, at det sejler i blå blok. Man aner ikke, hvad man får, hvis man stemmer på Venstre. De har lovet en masse velfærd, men de har ikke fremlagt en økonomisk plan, hvor de også viser, at de kan levere."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også