Flertal vil fordoble straffe for plat og svindel i coronakrise

Kriminelle skal ikke have mulighed for at udnytte coronakrisen til at komme hurtigt til penge.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

De seneste uger har der været eksempler på, at der blev stjålet håndsprit fra hospitaler. Eller at kriminelle udgav sig for at være fra sundhedsvæsenet for at få adgang til folks hjem.

Derfor vil et flertal i Folketinget straffe sådanne forbrydelser ekstra hårdt i fremtiden. Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) på et pressemøde onsdag.

"Det er undergravende for vores samfund, hvis kriminelle sår sprækker i den kæmpe indsats, der bliver gjort over hele landet."

"Der er tale om markante strafskærpelser. Der tegner sig et bredt flertal for at gennemføre lovgivningen," siger han.

Desuden skal folk, der forsøger at udnytte de milliardstore støttepakker, der er vedtaget for at hjælpe coronaramte virksomheder, have en hård straf.

To tredjedele af Folketinget støtter, at det bliver fremsat som hastelovforslag, som endnu er under udarbejdelse. Det ventes fremsat torsdag.

Der kan dog blive tale om mere end en fordobling af straffen, hvis det for eksempel handler om at stjæle håndsprit. Det skyldes, at bøden for det ikke er særlig høj relativt set, og at straffen for en sådan forbrydelse ifølge justitsministeren skal kunne mærkes.

Politiet er glade for beføjelserne.

"Hvis ikke man vil høre, så må man altså føle," siger rigspolitichef Thorkild Fogde.

Onsdag har Københavns Politi i samarbejde med Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, NC3, beslaglagt en falsk hjemmeside, der reklamerede med salg af håndsprit.

Det advarer rigspolitichefen imod. Han nævner, at der desuden er oprettet domæner med coronaklingende navne i et forsøg på at franarre folk deres pinkode.

"Også her synes vi fra politiets side, at det er vigtigt at slå hårdt ned. Heldigvis har vi endnu ikke set mange af de forbrydelser, men det er vigtigt at være et skridt foran hele tiden," siger Thorkild Fogde.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også