Milliardaftale om erstatning til minkavlere ventes mandag

Ifølge Ritzaus oplysninger kan en aftale om erstatning ende på op mod 18 milliarder kroner.
Ifølge Fødevarestyrelsen var der i Danmark 1139 minkfarme, hvilket vil betyde en erstatning på knap 16 millioner kroner per farm i runde tal. Det er dog afhængigt af, hvordan den endelige aftale kommer til at se ud. | Foto: Casper Dalhoff/IND
Ifølge Fødevarestyrelsen var der i Danmark 1139 minkfarme, hvilket vil betyde en erstatning på knap 16 millioner kroner per farm i runde tal. Det er dog afhængigt af, hvordan den endelige aftale kommer til at se ud. | Foto: Casper Dalhoff/IND
af ritzau

(Opdateret kl: 19:20 med citat fra fungerende finansminister Morten Bødskov)

Der ventes mandag aften at blive indgået en aftale om erstatning til de minkavlere, der har aflivet deres mange millioner mink som følge af en mutation i coronavirus.

Ifølge Ritzaus oplysninger kan aftalen komme til at lyde på en erstatning helt op til 18 milliarder kroner til hele erhvervet. Det er dog endnu uvist, hvordan aftalen ser ud.

Ifølge Fødevarestyrelsen var der i Danmark 1139 minkfarme, hvilket vil betyde en erstatning på knap 16 millioner kroner per farm i runde tal. Det er dog afhængigt af, hvordan den endelige aftale kommer til at se ud.

Der er afsluttende forhandlinger klokken 19 i Finansministeriet, fordi regeringen for snart tre måneder siden krævede alle mink aflivet. Til stede vil være fungerende finansminister Morten Bødskov (S) og fødevareminister Rasmus Prehn (S) samt aftalepartierne.

"Det er et erhverv, der har været hårdt ramt, fordi vi står i en alvorlig sundhedskrise. Derfor er der virkelige mange avlere, der må se deres livsværk forsvinde," siger Bødskov kort inden forhandlingerne.

De mange milliarder kroner skal ses i lyset af, at minkavlerne reelt har afviklet deres erhverv i en periode, fordi coronavirus var muteret i mink, og det kunne svække vaccinerne.

Det er endnu uvist, om regeringen ønsker at indgå en bred aftale med Folketingets partier.

Men det ventes at blive svært, idet for eksempel Enhedslisten taler for at afvikle erhvervet, mens flere andre partier ønsker at beholde muligheden for minkavl i Danmark.

Det har regeringen indtil videre været fortaler for.

De Konservative har talt for at lave en dvaleordning, så minkavlere får muligheden for en kompensation de næste par år, mens coronavirus er et problem for fortsat avl. Så kan de genstarte deres erhverv, hvis de ønsker.

Det skal dog også være muligt at få fuld erstatning for sin bedrift for de minkavlere, der ønsker det.

De borgerlige partier er blevet anklaget for, at de ønsker en for høj erstatning til minkavlerne, der måtte aflive de mange millioner mink.

De Konservative mener, at en dvaleordning vil gøre ordningen billigere.

Mogens Jensen (S) endte med at trække sig som fødevareminister, fordi det kom frem, at regeringen ikke havde lovgrundlaget på plads til at aflive de mange mink.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også