Hummelgaard beder sygeplejersker og regioner finde løsning selv

Regeringen vil ikke gribe ind i sygeplejerskekonflikt, selv om parterne selv efterlyser hjælp udefra.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
/ritzau/

Konflikten mellem sygeplejersker og regioner er kørt fast, men regeringen vil stadig ikke blande sig.

Det slår beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fast lørdag.

"Vi har ikke på noget tidspunkt haft og har stadig ikke et ønske om at gribe ind i den konflikt"

"Vi følger hele tiden situationen nøje, men kan kun opfordre parterne til at sætte sig sammen igen og finde en løsning på de tvister, der er," siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Tirsdag sagde regionernes chefforhandler, Anders Kühnau (S), at forhandlingerne ikke kunne løse konflikten.

Samme melding lød fredag fra sygeplejerskernes formand, Grete Christensen.

I et brev sendt til statsminister Mette Frederiksen (S) skriver hun, at hun er nået frem til samme konklusion som regionerne.

"Derfor er der ikke længere tvivl om, at vi har brug for hjælp udefra," lyder det.

Sygeplejerskerne har strejket siden 19. juni, efter at medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd (DSR) to gange stemte nej til det forslag til en ny overenskomst, de blev præsenteret for.

Undervejs har der været møder med arbejdsgiverne i landets regioner og kommuner. Men de er altså ikke endt med en løsning.

Den seneste opgørelse fra onsdag viser, at 55.500 ambulante kontakter og 8900 operationer udskudt, siden strejken brød ud i juni.

Udmeldingerne fra både regionerne og sygeplejerskerne samt antallet af aflyste operationer er alt sammen med i regeringens overvejelser, siger Hummelgaard.

"Men helt grundlæggende er regeringen ikke part. Vi følger situationen nøje, men kan kun opfordre parterne til at finde en løsning ved forhandlingsbordet."

Han vil ikke sætte tid på, hvor lang tid der skal gå, før regeringen bliver klar til at gribe ind.

"Vi tager løbende bestik af situationen, men er også samtidig helt grundlæggende af den holdning, at en regering i videst muligt omfang skal undgå at blande sig i en legitim konflikt på arbejdsmarkedet," siger han.

Omkring 5700 sygeplejersker strejker aktuelt. Det svarer til cirka en ud af ni af sygeplejerskerne i landets regioner og kommuner.

På onsdag slutter endnu 215 sygeplejersker sig til strejken.

Sygeplejerske-formand vil have Mette F.'s hjælp i konflikt

Regioner: Sygeplejestrejke kan ikke løses ved forhandlingsbordet

Patienter vil have løst sygeplejerskekonflikt: Det haster 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også