Grønland vedtager lov om forbud mod uranudvinding

Med stemmerne 11 mod 9 i Inatsisartut forbyder Grønland udvinding af uran, hvilket IA lovede under valgkamp.
Grønland er i øjeblikket hjemsted for to miner: En for anorthosit og en for rubiner og lyserøde safirer. | Foto: Sofia Busk/INDBLIK
Grønland er i øjeblikket hjemsted for to miner: En for anorthosit og en for rubiner og lyserøde safirer. | Foto: Sofia Busk/INDBLIK
AF RITZAU

Det grønlandske parlament, Inatsisartut, har tirsdag stemt for at forbyde udvinding og efterforskning af uran i landet.

Beslutningen kommer i kølvandet på et valgløfte fra det regerende venstrefløjsparti Inuit Ataqatigiit (IA), der vandt det grønlandske parlamentsvalg i april. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Valget blev oprindeligt udløst af splittelse over et kontroversielt mineprojekt omhandlende uran og sjældne jordarter. IA mente, at projektet ville medføre store ødelæggelser for miljøet.

Ved valget vandt IA 12 pladser i Inatsisartut ud af i alt 31. Dermed måtte det daværende regeringsparti, Siumut, se sig slået, hvilket kun er sket én gang, siden Grønland fik sin første regering i 1979.

Tirsdag stemte 11 parlamentsmedlemmer for loven om at forbyde uranudvinding, mens 9 stemte imod. Det konservative Atassuts to medlemmer afstod fra at stemme. Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG.

Mineprojektet Kvanefjeld i syd var et stort tema under valgkampen i Grønland i foråret.

Det australsk-kinesiske mineselskab Greenland Minerals ønsker at udvinde sjældne metaller, som kan bruges i mobiltelefoner, vindmøller og elbiler.

Projektet har dog en bagside, da radioaktivt uran og zink indgår som biprodukter.

Samtidig skal store mængder affald af lavradioaktivt thorium og giftig fluor dumpes i en sø nær minen 500 meter over havet.

Greenland Minerals har endnu ikke officielt opgivet håbet, skriver AFP.

Grønland er i øjeblikket hjemsted for to miner: En for anorthosit og en for rubiner og lyserøde safirer.

Selv om Grønlands regering, Naalakkersuisut, ikke er imod alle mineaktiviteter, så har den også forbudt al olieefterforskning som følge af bekymringer for klimaet og miljøet.

Ifølge Sermitsiaq.AG gik det ikke stille for sig, da det nye uranforbud blev stemt igennem tirsdag.

Under den tre timer lange debat forud for afstemningen føg det med beskyldninger på tværs af partier i salen.

Partierne beskyldte blandt andet hinanden for ikke at inddrage befolkningen, når det gælder råstofudvinding.

Mineselskab vil i dialog med grønlandsk regering om Kvanefjeld

Grønlandsk valg giver minemodstandere flertal i parlamentet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også