Prop i systemet giver ukrainere ventetid på jobtilladelse

For at få tilladelse til ophold og arbejde skal ukrainere forbi borgerservicecentre. Men der er lang ventetid. Fredag morgen var næste ledige tid på centret i Næstved, som dækker hele Sjælland og København, den 8. april.
Torsdag morgen havde 5000 ukrainere bestilt tid til borgerservice, har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) oplyst til Politiken. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix | Foto: Ida Marie Odgaard
Torsdag morgen havde 5000 ukrainere bestilt tid til borgerservice, har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) oplyst til Politiken. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix | Foto: Ida Marie Odgaard
af ritzau og Susanne Horsdal

Fordi flere tusinde ukrainere i disse dage søger om ophold i Danmark, er der opstået en gevaldig prop i systemet. Det skriver Politiken.

En opholdstilladelse kræver, at man udfylder en ansøgning og bestiller tid til at få taget fingeraftryk på et af fire borgerservicecentre. De er i Aalborg, Aarhus, Odense og Næstved.

Da Politiken torsdag eftermiddag tjekkede ledige tider til at få taget fingeraftryk, var der i Aalborg, Aarhus og Odense ikke flere ledige tider i år. I Næstved, der skal dække hele Østdanmark inklusive hovedstaden, var næste ledige tid 2. april.

Policy Watch har foretaget samme tjek fredag formiddag. Nu er første ledige tid i Næstved 8. april. Det samme gælder i Aarhus og Odense, mens Aalborg har næste ledige tid 7. april.

Absurdteater

Det er uholdbart, mener Jakob Brandt, der er direktør i SMVdanmark, som repræsenterer danske små og mellemstore virksomheder.

”Her er resultatet jo givet på forhånd. Det handler ikke om, hvorvidt ukrainerne skal have opholdstilladelse, men om hvornår de får den. Derfor bliver det absurdteater, at man kommer fra krig og ødelæggelse, og så bliver man parkeret i passivitet i Danmark, fordi vi har nogle bureaukratiske systemer, som virker helt håbløse,” siger han til Ritzau.

Han foreslår, at der enten gives dispensation til ukrainere, så de kan få lov at arbejde fra dag ét ligesom EU-borgere, at ukrainerne kan få lov at ansøge om ophold digitalt og altså slipper for at afgive fingeraftryk, eller at de enkelte kommuner får lov at tage fingeraftrykkene.

En særlov er blevet vedtaget i Folketinget på få dage for hurtigt at kunne give flygtede ukrainere lov til ophold, arbejde og skole i Danmark.

Forventer flere tider i systemet

Men det går tilsyneladende ikke så glat som håbet, og en prop som denne kommer til at ramme de enkelte ukrainske familier, mener Bent Juul Sørensen.

Han er gårdejer og mælkeproducent på Ærø, hvor han også sidder i kommunalbestyrelsen for partiet Ærøs Fremtid.

Bent Juul Sørensen har selv fire ukrainere ansat. De har den seneste tid fået deres hustruer til Danmark. Den ene har desuden fået en svigermor og to børn til landet.

”Det kommer til at betyde meget, hvis mine ansattes familier ikke kan få arbejde. Det belaster jo familierne utroligt meget, og de kan heller ikke ernære sig selv, når kun et familiemedlem arbejder,” siger han.

For familierne på Ærø ligger nærmeste borgerservicecenter i Odense. Turen kræver, at mændene, der kender Danmark, rejser med og hjælper med processen. Det tager dermed en arbejdsdag ifølge Bent Juul Sørensen.

Regeringen meldte indledningsvist ud, at omkring 20.000 ukrainere ville flygte fra den russiske invasion af hjemlandet til Danmark.

Torsdag sagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) dog, at regeringen nu forventer, at der kan komme ”markant flere” end de 20.000.

Han medgiver over for Politiken, at kapaciteten på centrene skal udvides. Der skal også holdes åbent i weekender.

”Jeg forventer, at der fra næste uge også vil være mulighed for at afgive sin ansøgning i København, og jeg ved, at der løbende kommer nye tider i systemet,” siger han i et mailsvar til Politiken.

Udlændingestyrelsen oplyser til Ritzau, at der tirsdag åbner to ekstra steder, og man kan allerede nu bestille tid. Det er i lokaler tilhørende Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) i Valby og i Aarhus, hvor lokalet er i Dokk1.

Minister ser ukrainere på arbejdsmarked i fuld fart

Minister venter markant flere end 20.000 ukrainere

Trods heftig debat vedtager Folketinget særlov for ukrainere

Aftale skal sende fordrevne ukrainere hurtigt i job i Danmark

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter