Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, kan drages til ansvar i minksagen, erfarer flere medier fra Minkkommissionens beretning. Beretningen er blevet præsenteret for Granskningsudvalget i Folketinget torsdag formiddag. Beretningen offentliggøres først i eftermiddag.
Kommissionen konkluderer ifølge Politikens oplysninger, at Barbara Bertelsen har begået ”tjenesteforseelse af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar”.
TV 2 skriver, at departementschefen kan drages til ansvar ”i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf”.
Det var Barbara Bertelsen, der tog initiativ til, at der skulle være et møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november 2020. Dagen efter meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) på et virtuelt pressemøde, at alle mink skulle slås ned, også avlsdyrene. Først nogle dage senere stod det for offentligheden klart, at der ikke var lovhjemmel til dette.
Men det er siden kommet frem, at disse oplysninger var man bekendt med i både Fødevareministeriet og Justitsministeriet, hvor man allerede 5. november 2020 begyndte at forberede lovarbejde til hastebehandling i Folketinget.
Det står ikke endnu klart, hvilke konsekvenser det kan få for statsministerens departementschef. Tjenesteforseelser kan føre til alt fra en advarsel over fyring til bøde eller op til et års fængsel.
Henrik Studsgaard kan også drages til ansvar
Daværende chef i Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, kan også holdes ansvarlig for i sin rolle i minksag. Daværende departementschef i Fødevare- og Miljøministeriet, Henrik Studsgaard, vurderes at kunne holdes ansvarlig for sin rolle i minksagen.
Det skriver Jyllands-Posten, der har fået indsigt i Minkkommissionens beretning, der præsenteres senere torsdag. Det er nu op til regeringen, om der eksempelvis skal rejses en tjenestemandssag mod Henrik Studsgaard.
Henrik Studsgaard er i dag departementschef i Miljøministeriet. Det blev han, da Miljø- og Fødevareministeriet blev delt op i to ministerier. Studsgaard var centralt placeret under minksagen, da håndteringen af smittede mink hørte under det daværende Miljø- og Fødevareministeriums ressort.
Sagen betød, at daværende fødevareminister Mogens Jensen (S), Studsgaards chef, trak sig 18. november 2020. En redegørelse har vist, at netop Henrik Studsgaard meget tidligt vidste, at ordren om at aflive alle mink var ulovlig, men ikke kommunikerede det til ministeren.
Ifølge Jyllands-Posten slår Minkkommissionen det fast, at ”det var klart, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink”.
Henrik Studsgaard har under afhøringer i Minkkommissionen forklaret, at det ikke var ”top of mind” hos ham at drøfte, hvor hjemlen for aflivningen skulle findes, da beslutningen blev taget i regeringens koordinationsudvalg på et møde 3. november 2020.
Han har også fastholdt, at ikke mener, at det manglede lovgrundlag indgik i materialet op til mødet, eller at mangel på hjemmel blev diskuteret.
Medier om Minksagen: Statsminister vildledte groft og Statsministeriet handlede kritisabelt
Medier: Bertelsen kan drages til ansvar i minksagen
Blå partier vil have uvildige advokater til at se på minksagen