Statsministeren betragter gaslækage med stor alvor

Det er svært at forestille sig, at de tre lækager på gasledning er et tilfælde, siger statsministeren. Hos EU-Kommissionen vil man ikke spekulere i sabotage på nuværende tidspunkt.
Mette Frederiksen var med ved åbnings af gasledningen Baltic Pipe i Polen, men måtte samtidig forholde sig til tre lækager på Nord Stream 1 og 2. | Foto: Jens Dresling
Mette Frederiksen var med ved åbnings af gasledningen Baltic Pipe i Polen, men måtte samtidig forholde sig til tre lækager på Nord Stream 1 og 2. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU OG LOUISE WENDT JENSEN

Statsminister Mette Frederiksen siger, at myndighederne og regeringen tager de tre lækager på gasledningerne Nord Stream 1 og 2 meget alvorligt, og at det er svært at forestille sig, at det er et tilfælde.

Det siger hun til flere medier på et kort pressemøde under et besøg i Polen, hvor hun deltager i åbningen af gasledningen Baltic Pipe.

”Det er usædvanligt, og jeg vil gerne sige, at vi fra regeringens og myndighedernes side tager det meget alvorligt,” siger hun og kalder det en ”ekstraordinær situation”.

”Der er tale om tre læk. Endda med noget afstand imellem sig. Derfor er det svært at forestille sig, at det er tilfældigt, det, der foregår. Men det er for tidligt at konkludere endnu, og derfor ser vi også på det her med allerstørste alvor.”

Arbejder på højtryk i forhold til sikkerhed

Begge gasledninger løber fra Rusland til Tyskland. Alle tre læk er sket i havet ud for Bornholm, men i internationalt farvand. Som følge af lækagerne har Energistyrelsen hævet beredskabsniveauet for el- og gassektoren i Danmark til det næsthøjeste niveau. Det er Energinet, som er ansvarlig for den overordnede drift af det danske el- og gassystem.

Den nyåbnede gasledning Baltic Pipe skal sende gas fra norske gasfelter til Polen via Danmark. På dansk grund er ledningen omkring 210 kilometer lang og 80 centimeter tyk. Ruten går igennem 13 kommuner.

på pressemødet blev Mette Frederiksen også spurgt til, om sikkerheden på den nye gasledning er garanteret.

”Det er selvfølgelig noget, som myndighederne arbejder på højtryk på, hvad angår Baltic Pipes sikkerhed, og det har selvfølgelig vores store interesse. Det, at vi er i Polen i dag, understreger jo, hvad det er for en situation, vi er i, og vigtigheden af det samarbejde Norge, Danmark og ikke mindst Polen har på det her område. Så man kan sige, at åbningen af Baltic Pipe er kun blevet endnu vigtigere med alle de begivenheder, der er i Europa, men potentielt også med det, der er sket over de seneste timer,” lød det fra statsministeren.

EU: For tidligt at spekulere i sabotage

I Bruxelles hos EU-Kommissionen har man også reageret på lækagerne på Nord Stream 1 og 2, men mener, at det er ”præmaturt” at spekulere i sabotage.

”Vi har ikke brikkerne til at afgøre, hvad der er årsagen til lækagerne,” lød det fra Eric Mamer, hovedtalsmand for EU-Kommissionen tirsdag middag under Kommissionens daglige pressemøde.

”Det er klart, at enhver sabotagehandling på enhver form for infrastruktur er noget, som vi vil fordømme. Men hvad angår vores reaktion, bliver vi nødt til at se, afhængigt af de nøjagtige fakta, når de er fastlagt,” tilføjede Eric Mamer.

Talsmanden for energi og klima Tim McPhie tilføjede, at Kommissionen holder nøje øje med situationen.

”Vi analyserer den potentielle indvirkning af disse læk,” sagde Tim McPhie.

To lækager på Nord Stream 1-gasledning ved Bornholm

Beredskabsniveau hævet til næsthøjeste niveau efter gaslæk

Green Power Denmark: Endegyldigt slut med russisk gas til vinter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også