Fagbevægelse finder regeringens helligdagsforslag utilstedeligt

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) afholder torsdag aften ekstraordinært møde om helligdagsforslag.
Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation | Foto: Stine Bidstrup / Ritzau Scanpix
Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation | Foto: Stine Bidstrup / Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) finder det ”direkte utilstedeligt”, at regeringen fra 2024 vil sløjfe store bededag.

Det siger organisationens formand, Lizette Risgaard, efter at regeringen torsdag har sendt sit lovforslag i høring.

Lizette Risgaard fortæller, at FH’s forretningsudvalg torsdag aften skal samles til et ekstraordinært møde for at drøfte regeringens plan.

”Som jeg tidligere har udtalt, bryder regeringen med sit forslag den grundlæggende balance på arbejdsmarkedet, som vi har været enige om i en menneskealder,” udtaler hun i en skriftlig kommentar til Ritzau:

”En balance, som har været forudsætningen for et stabilt og konkurrencedygtigt arbejdsmarked og samfund, da forslaget ved at lægge op til både at afskaffe en fridag og tillæg for lønmodtagerne sætter en betonpæl igennem den danske aftalemodel.”

”Det er vi dybt chokerede over, og vi finder det direkte utilstedeligt.”

Det er store bededag, der er udset til at måtte lade livet næste år. Den falder fjerde fredag efter påske. Regeringen vil kompensere for afskaffelsen ved at indføre et løntillæg, som svarer til en arbejdsdag.

Regeringen har reelt flertal for forslaget, der har mødt stor kritik, og behøver således ikke opbakning fra andre partier.

Dele af fagbevægelsens har tidligere givet udtryk for, at den kan ende med at anbefale sine medlemmer at stemme nej til en ny overenskomst, hvis ikke forslaget droppes.

Øget arbejdsudbud glæder arbejdsgivere

Fra regeringens side er der dog lagt op til, at lovforslaget skal vedtages inden for en måned. Det er kortest mulig tid, hvis det skal leve op til reglerne. Dermed er der kortere tid end vanligt til at komme med indsigelser og kritik, som Folketinget kan tage højde for.

Ambitionen er at vedtage loven, inden der skal stemmes om overenskomsterne til foråret. Forhandlingerne er indledt på nogle områder.

Finansministeriet har tidligere vurderet, at afskaffelsen af helligdagen kan komme til at betyde et øget arbejdsudbud på 8500 personer. Det er noget, som Jacob Holbraad, adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), glæder sig over.

”Nu kan vi konstatere, at regeringen vil afskaffe store bededag som helligdag og i den forbindelse sikre en ekstra arbejdsdag samt mere løn til de ansatte. Det er noget, vi tager til efterretning,” siger han.

”Derudover kan forslaget komme til at øge arbejdsudbuddet med 8.500. Det ser vi som noget meget positivt.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter