Mette Thiesen melder sig ind i Dansk Folkeparti

Dagen før Nye Borgerlige vælger ny formand, har Mette Thiesen meldt sig ind i Dansk Folkeparti.
Mette Thiesen, tidligere folketingsmedlem for Nye Borgerlige, der kort efter valget i november blev løsgænger og nu har meldt sig ind i Dansk Folkeparti | Foto: Jonathan Damslund / Ritzau Scanpix
Mette Thiesen, tidligere folketingsmedlem for Nye Borgerlige, der kort efter valget i november blev løsgænger og nu har meldt sig ind i Dansk Folkeparti | Foto: Jonathan Damslund / Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Løsgænger og tidligere folketingsmedlem for Nye Borgerlige Mette Thiesen har meldt sig ind i Dansk Folkeparti. Det sker, dagen før Nye Borgerlige vælger ny formand.

Det oplyser hun til Jyllands-Posten.

”Jeg har faktisk aldrig været i tvivl om, at det skulle være Dansk Folkeparti,” siger Mette Thiesen.

Hun forlod Nye Borgerlige blot en uge efter valget i november 2022. Hun blev løsgænger hurtigere end nogen anden i danmarkshistorien efter et valg.

Bruddet skyldtes interne uenigheder med partiledelsen og kom efter sagen om hendes kæreste, som blandt andet blev anklaget for et fysisk sammenstød med en partiansat.

Siden november er båndene til Dansk Folkeparti blevet tættere. I januar kom Mette Thiesen med i et ”arbejdsfællesskab”.

Mette Thiesen afviser, at hun svigter de vælgere, der stemte på hende for bare tre måneder siden.

”Der var over 4000 mennesker, som stemte personligt på mig ved folketingsvalget. Jeg synes faktisk, jeg skylder dem at fortsætte den kamp, som jeg har kæmpet hele tiden,” siger hun.

”Det gjorde jeg som løsgænger, og det gør jeg nu i Dansk Folkeparti. Ellers ville det være at svigte de menneskers tillid.”

Hun følger efter sin tidligere partifælle Mikkel Bjørn Sørensen, som i forrige uge forlod Nye Borgerlige til fordel for DF i protest mod den kommende formand, Lars Boje Mathiesen.

De to partier ligger langt fra hinanden i den økonomiske politik. Nye Borgerlige har eksempelvis talt for at afskaffe topskatten og går ind for en markant mindre offentlig sektor, mens Dansk Folkeparti vil lade den offentlige sektor vokse.

”Det er klart, at den økonomiske del, det er selvfølgelig noget, jeg har tænkt over. Men for mig har det aldrig handlet om en bestemt skatteprocent. Det har handlet om, at familier får mulighed for at indrette sig, som de selv vil,” siger Mette Thiesen til Jyllands-Posten.

Formand Morten Messerschmidt glæder sig over, at Dansk Folkeparti vokser og nu har syv folketingsmedlemmer.

”Det er mig en stor glæde at kunne meddele, at Mette Thiesen har valgt at melde sig ind i DF. Især hendes sociale engagement og viden på børne- og ungeområdet vil være en stor styrke for DF,” skriver Messerschmidt på Twitter.

Lars Boje Mathiesen står til at blive ny formand for Nye Borgerlige, da han er den eneste kandidat.

”Da Mette Thiesen meldte sig ud af Nye Borgerlige stoppede mit og Nye Borgerliges engagement med hende. Hvad hun gør fremadrettet er et spørgsmål mellem hende, sine vælgere og sin samvittighed,” siger han til Ritzau.

”Hvis man bliver forstyrret af, hvad et tidligere medlem foretager sig, har man vist ikke sine prioriteter i den rigtige rækkefølge.”

Mette Thiesen bedyrer, at hendes mærkesager passer en til en med Dansk Folkeparti. I et interview med Altinget sagde hun i 2018, at Nye Borgerlige er opstået, fordi Dansk Folkeparti har svigtet med at dæmme op for antallet af udlændinge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter