Brexit-minister: Vi betaler ikke uden en aftale

En brexit-aftale er inden for rækkevidde, siger Storbritanniens brexit-minister, Dominic Raab, men han understreger, at Storbritannien vil tilbageholde den økonomiske kompensation til EU, hvis ikke der landes en aftale inden d. 29. marts, hvor Storbritannien træder ud af EU.
Det skriver han i et debatindlæg i Daily Telegraph, skriver Reuters.
På det seneste har der været signaler fra Bruxelles, der tyder på en fornyet tro på, at der kan nås en aftale om handelsbetingelserne mellem Storbritannien og EU efter brexit, skriver nyhedsbureauet.
Signaler fra Bruxelles har sendt det britiske pund kraftigt op de seneste uger.
”Hvis EU matcher vores ambitioner og pragmatisme, er en aftale inden for rækkevidde," skrev Dominic Raab i kronik i Daily Telegraph onsdag, og dermed lægger han sig på samme linje som EU's chefforhandler Michel Barnier.
Raab skrev også, at brexit givetvis vil give et kortvarigt stød til britisk økonomi, men at det også vil skabe nye muligheder.
"Og regeringen vil ikke betale den økonomiske kompensation som aftalt med EU som led i ophævelsesaftalen (hvis ikke der nås en brexit-aftale red.). Der er ingen aftale uden en samlet aftale,"sagde Raab.
Som en del af en brexit-overgangsaftale har Storbritannien accepteret at betale EU mellem 35 og 39 milliarder euro i de kommende årtier.