Ugen i EU: Fokus på økonomi og finans

Der er bekæmpelse af hvidvask på programmet i Europa-Parlamentet, mens EU-Kommissionen vil fremsætte sin økonomiske prognose for EU.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

BRUXELLES

Der er masser af økonomi og finansielle emner på dagsordenen i Bruxelles i denne uge, hvor Europa-Parlamentets specialudvalg for skattesnyd, TAX3, får en særligt travl uge.

Mandag holder udvalget en halvanden time lang høring om, hvilken rolle Deutsche Bank spillede i skandalen om Danske Banks hvidvask af penge i Estland.

Onsdag drager udvalget så på tur. Det skal til Estland og Danmark for at kigge nærmere på hvidvasksagen. I Danmark skal udvalgets medlemmer blandt andet mødes med Finanstilsynet, Danske Bank og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

EU-Kommissionen præsenterer torsdag sin økonomiske prognose i EU, og den lander midt i diskussionen om, hvorvidt væksten er ved at løje af i EU's medlemslande.

Kan man ikke få nok af EU's finansielle og økonomiske side, kan man tirsdag kigge nærmere på en rapport fra organisationen Transparency International, der arbejder med antikorruption.

Transparency International har kigget nærmere på arbejdsgangene i Eurozonen for at finde ud af, hvem der egentlig har magten.

"Eurogruppens uformelle natur og den begrænsede gennemsigtighed i dens beslutningstagning gør det til et svært spørgsmål at svare på," lyder det fra organisationen i en foromtale af rapporten.

Der er dog også andet end økonomi og finans på programmet. Onsdag forventes EU-Kommissionen at offentliggøre et forslag til, hvordan medlemslandene skal kunne udveksle sundhedsjournalister, og fredag er der uformelt justitsministermøde i Bukarest, Rumænien, hvor ministrene blandt andet skal diskutere cyberkriminalitet.

I Storbritannien fortsætter diskussionerne samtidig om brexit. Den britiske premierminister Theresa May har stadig planer om at ændre på sin aftale med EU for at få parlamentets opbakning, men indtil videre bliver det mødt med et nej fra EU, der har afvist at genåbne forhandlingerne om udtrædelsesaftalen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også