Nye rejsevejledninger giver testkrav efter ferie på græske øer

Rejsevejledningerne bliver ændret for øer som Kreta, Rhodos og Kos, så der er krav om test efter hjemkomst.
Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
AF RITZAU

Stigende smitte i dele af Grækenland betyder, at man fremover vil blive mødt af et krav om test efter hjemkomst fra ferien.

Det viser Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledninger, der er offentliggjort.

Rejsevejledningen er ændret fra grøn til gul for 5 af 13 græske regioner. Gul betyder, at man fint kan rejse på ferie, men at man skal tage en test ved hjemkomst.

Blandt de gule områder er hovedstaden Athen samt en lang række populære ferieøer - herunder Kreta, Rhodos og Kos.

Den samme ændring gælder for hele Holland, Luxembourg samt tre spanske regioner.

Det er Galicien i den nordlige del af landet, Castilla-La Mancha i nærheden af Madrid og Melilla, som ligger ved Marokko. Dermed er der nu et krav om test ved hjemkomst efter alle rejser til det spanske fastland og øer.

Hos Udenrigsministeriets Borgerservice forklarer direktør Erik Brøgger, at kravet om test hænger sammen med smittetallene i områderne.

"Når et land eller region går fra grønt til gul, er det et billede på, at smitten er gået op, og derfor har vi et krav om test, når man kommer hjem - og allerhelst en PCR-test," siger han.

Han fortæller, at Borgerservice i løbet af sommerferien har fået opkald fra danskere i udlandet, som er blevet smittet.

"Det er ikke overraskende, da rigtig mange er på ferie, og der er smitte i både Danmark og resten af Europa."

"Det skal man have med i sit baghoved, når man rejser ud, og man skal tage de gode råd og anvisninger med," siger Erik Brøgger.

Han gør samtidig opmærksom på, at de danske myndigheder ikke kan gøre ret meget, hvis man skulle være uheldig og blive smittet i udlandet.

"Hvis man bliver smittet, og der er krav om isolation, kan vi ikke gøre noget fra dansk side, og derfor er man nødt til at følge de lokale myndigheders anvisninger," siger han.

Blandt øvrige ændringer anbefaler Udenrigsministeriet nu danskere at holde sig langt væk fra det meste af Storbritannien, hvor smittetallene er stigende, og den mere smitsomme Delta-variant er i fremmarch.

De danske myndigheder fraråder nu enhver rejse til Storbritannien med undtagelse af Wales, hvor alle unødvendige rejser frarådes.

Desuden er rejsevejledningen for Letland ændret på grund af indrejserestriktioner, så alle ikke-nødvendige rejser nu frarådes.

 

Undersøgelse af risikovurderinger på hvidvaskområdet fører til påbud til seks pensionsselskaber

Ingen garantier for certificeret grøn gas på Lolland-Falster

Venstre vil afskaffe automatisk nedlukning af kommuner og sogne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også