Avis: EU er klar til at droppe visumaftale med Rusland

Ifølge kilder vil EU gøre det sværere for russere at få visum. EU’s udenrigschef tvivler dog på, at det vil være muligt at blive enige om et fuldt stop.
af ritzau/dpa

EU’s medlemslande lægger an til at suspendere en aftale med Rusland, der siden 2007 har gjort det lettere for russere at få visum til at rejse ind i et EU-land. Det skriver Financial Times søndag.

Avisen har talt med tre embedsmænd, som deltager i forhandlingerne. De oplyser, at EU’s udenrigsministre vil nikke ja til at suspendere aftalen, når de mødes tirsdag og onsdag i Prag.

EU-Kommissionen har hidtil kun sagt, at der er diskussioner i EU for at finde en fælles tilgang til sagen.

I februar besluttede EU-landene at stoppe med at give visum til russiske regeringspolitikere og embedsmænd samt mange af Ruslands erhvervsledere og rigeste personer - de såkaldte oligarker. Det kom som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine 24. februar.

Hvis EU’s udenrigsministre enes om at suspendere visumaftalen med Rusland, vil også almindelige russere blive ramt. Den aftale, der i dag gælder, gør det nemmere og hurtigere for russiske statsborgere at få visum og rejse til Schengen-landene.

Det er endnu ikke besluttet, om man også vil begrænse antallet af visa, der udstedes, eller helt forbyde russere at rejse ind i Schengen-området, oplyser Financial Times’ tre kilder.

EU’s udenrigschef, Josep Borrell, siger ifølge Reuters til den østrigske tv-station ÖRF, at han tvivler på, at der vil kunne opnås enighed blandt samtlige EU’s udenrigsministre om helt at stoppe med at give visa til alle russere.

”Jeg tror ikke, at det vil hjælpe at bryde forholdet med den russiske civilbefolkning, og jeg tror ikke, at den idé vil have den nødvendige enstemmige opbakning,” siger han.

Lande presser på for at skrue ned for visa

Tidligere på måneden meddelte Finland, der deler en lang grænse med Rusland, at landet fra 1. september vil skrue markant ned for antallet af visa til russiske statsborgere. Fremover vil der kun blive udstedt en tiendedel så mange visa som i dag.

Finland behandler i øjeblikket dagligt cirka 1000 russiske visumansøgninger. Det har den finske udenrigsminister oplyst til det finske medie Yle.

De østeuropæiske EU-lande Letland, Litauen og Polen stoppede kort efter Ruslands angreb på Ukraine med at give turistvisa til russere. Estland er gået et skridt videre og forsøger at stoppe russere, der har fået visa udstedt af andre EU-lande.

De nævnte lande har presset på for, at resten af EU skulle indføre fælles regler og gerne helt nægte russere indrejse.

Det er Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, ikke umiddelbart tilhænger af. Han har peget på, at det blandt andet kan gøre det svært for kritikere af præsident Vladimir Putin at forlade Rusland.

Hvis man får visum til et af de 26 Schengen-lande, har man adgang til dem alle. Næsten alle Schengen-lande er EU-lande.

I Danmark er der i de første fem måneder af 2022 bevilget næsten tre gange så mange turistvisa til russiske statsborgere som i hele 2021. Det skrev Politiken tidligere på måneden på basis af tal fra Udlændingestyrelsen.

EU forhindrer Finland i at dæmme op for russiske turister

Finland skruer kraftigt ned for antallet af visa til russere

Vrede finner ser russiske turister strømme ind i Finland

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter