PolicyWatch

Danmark fylder mindre i den globale økonomi

Den danske andel af verdensøkonomien er halveret siden 1980, viser nye tal fra Dansk Industri.

Foto: Foto: Sif Meincke/Dansk Industri

Danmark er relativt set blevet en mindre spiller i den globale økonomi. Den danske andel af verdensøkonomien er nemlig blevet halveret, viser nye tal fra Dansk Industri.

At den danske del af verdensøkonomien udgør 2,2 promille i dag mod 4,5 promille i 1980 skyldes blandt andet, at der har været godt fart på de asiatiske økonomier, forklarer direktør i Dansk Industri Kent Damsgaard til organisationens eget magasin DI Business.

"Danmark er gået fra miniput til mikroputnation i verdensøkonomien. Mens en række andre landes økonomier - særligt i Asien - spurter frem, tager vi museskridt," siger Kent Damsgaard og tilføjer:

"Vi bliver aldrig en stormagt i verdensøkonomien, men ved at have fokus på virksomhedernes situation kan vi sikre, at Danmarks også om 10 eller 20 år er et konkurrencedygtigt land. Det handler blandt andet om at sørge for, at der er medarbejdere nok, så virksomhederne har mulighed for at vokse og udvikle sig."

Også EU og USA fylder mindre i den samlede økonomi. EU’s andel af verdensøkonomien er gået fra 30 pct. til 16 pct., mens USA nu udgør 15 pct. fra 22 pct. i 1980.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier