PolicyWatch

Rapport: Verden må investere massivt mod klimaforandringer

Vi skal investere tre gange USA's militærbudget for at undgå større omkostninger i fremtiden, advarer rapport.

Foto: Greg Baker/AFP/Ritzau Scanpix

Hvis vi ikke investerer massivt på klimaområdet nu, vil det have langt større omkostninger såvel menneskeligt som økonomisk i fremtiden.

Det konkluderer en ny rapport fra Den Globale Kommission for Klimatilpasning, der er udkommet forud for klimatopmødet i New York senere på måneden.

"Vi er den sidste generation, der kan ændre kursen for klimaforandringerne, og vi er den første generation, der skal leve med konsekvenserne," siger tidligere FN-generalsekretær Ban Ki-moon ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han er en del af klimakommissionens formandskab, der også tæller blandt andre Microsoft-stifter Bill Gates og Verdensbankens direktør, Kristalina Georgieva.

Ifølge rapporten kan vi afhjælpe de værste konsekvenser af klimaforandringer ved at investere 1800 mia. dollar - svarende til 12.164 mia. kr. - over de næste ti år.

Det er knap tre gange det amerikanske militærbudget for i år.

Det er kolossale investeringer, men de betaler sig, skriver Den Globale Kommission for Klimatilpasning. For man får pengene fire gange igen ved at investere i klimatilpasning og forebyggelse.

De mange milliarder skal gå til investeringer i varslingssystemer, klimasikret infrastruktur, beskyttelse af kystbeplantning, et bedre landbrug og en forbedring af vandressourcer.

"De globale tiltag for at bremse klimaforandringerne er lovende, men utilstrækkelige. Vi må investere i en massiv indsats for at tilpasse os forhold, som nu er uundgåelige," lyder det i rapporten.

Hvis man ikke sætter ind med omfattende tiltag inden 2030, risikerer klimaforandringer at skubbe omkring 100 millioner mennesker i udviklingslandene ud i dyb fattigdom, advarer rapporten endvidere.

Det kan resultere i flere konflikter og sultkatastrofer på verdensplan.

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist Sørensen, opfordrer den danske regering til at læse rapporten og tage den med i overvejelserne under arbejdet med en ny finanslov.

"Det er vigtigt, at verdens mest sårbare lande også bliver klædt på til klimaforandringerne, og Danmark bør derfor skrue op for støtten," siger hun.

"I mange af de lande hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder, er klimaforandringerne en tydelig realitet. Hvis vi ikke gør noget nu, risikerer vi, at mange års udviklingshjælp simpelthen bliver tabt på gulvet."

Fra Danmark har også direktør for PKA Pension Peter Damgaard deltaget i arbejdet med rapporten.

Energi og klima forbliver topprioritet i EU

EU-professor: Vestager får en toppost med bid i

Hårdere beskatning af biogas bremser den grønne omstilling

Christine Lagarde vil gøre ECB grønnere

Relaterede

PolicyWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier