Spanien overtager værtskab for klimamøde fra uroramt Chile

Klimamødet COP25 bliver holdt i Madrid fra 2. til 13. december, oplyser FN.
Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/REUTERS

FN's klimamøde COP25 vil blive holdt i Madrid fra den 2. til den 13. december.

Det meddeler chefen for FN's klimasekretariat (UNFCCC), Patricia Espinosa.

"Vi glæder os over at kunne meddele, at klimamødet finder sted i den spanske hovedstad," skriver hun fredag.

Spanien har tilbudt at være vært for mødet, efter at Chile har meddelt, at det ikke kunne være værtsland som planlagt på grund af voldsomme uroligheder i landet. 

Flere store byer i Chile har i flere uger været præget af demonstrationer og voldelige protester, og uroen har altså umuliggjort afholdelsen af COP25.

Flytningen af klimamødet giver den svenske klimaforkæmper Greta Thunberg logistiske problemer, skriver hun på Twitter. 

Thunberg har sejlet på tværs af Atlanten for blandt andet at deltage i COP25. Hun ønsker ikke at flyve, da det udleder store mængder klimaskadelig CO2.

Nu søger den svenske teenager en måde at komme retur til Europa.

"Det viser sig, at jeg har rejst halvdelen af Jorden rundt - den forkerte vej. Nu har jeg brug for hjælp til at krydse Atlanterhavet i november. Hvis nogen kan hjælpe mig med at finde transport, vil jeg være taknemmelig," skriver hun på Twitter.

Mange tusinde chilenere har i det seneste døgn været på gaden for at fortsætte protesterne mod social uretfærdighed. 

Demonstrationerne torsdag var præget af halloween, hvilket fik demonstranter til at klæde sig ud som blandt andet djævelen, Pokémon-figuren Pikachu og Batman-figuren Jokeren.

Det var i første omgang en annoncering af prisstigninger på offentlig transport, der udløste de udbredte demonstrationer. 

Protesterne har siden udviklet sig til at handle om uligheden i landet.

Foreløbig har mindst 18 mennesker mistet livet under urolighederne, og omkring 7000 er blevet anholdt.

Foruden COP25 måtte Chile også aflyse sit værtskab for Apec-handelstopmødet, der skulle være afholdt i november.

Chile trækker sig som vært for COP 25 og handelstopmøde

Trump advarer briterne mod at stemme på Jeremy Corbyn 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også