DI: USA's visumstop vil ramme mange danske virksomheder

En række visumtyper vil efter nyt tiltag fra Donald Trump blive suspenderet. Meget skadeligt, mener DI.
Foto: Nicholas Kamm/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Nicholas Kamm/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Mange danske virksomheder vil blive ramt af, at USA's præsident, Donald Trump, vil sætte en stopper for forskellige visumtyper, som blandt andet bliver brugt af forskere og techvirksomheder.

Sådan lyder det tirsdag morgen fra interesseorganisationen DI's USA-chef Louis Funder.

Mandag lokal tid meldte en embedsmand fra Det Hvide Hus ud, at et delvist stop for indvandring på 60 dage - som har været gældende siden april - blev udvidet til at gælde flere visumtyper og helt frem til udgangen af året.

Især er det problematisk for danske virksomheder, at det såkaldte H-1B-visum, der er meget anvendt i tech-industrien, vil blive midlertidigt stoppet, mener DI.

"Det her er sådan et visum, som rigtig mange danske virksomheder udstationerer folk under," siger Louis Funder.

En anonym embedsmand under Trump siger ifølge AFP, at målet med visumstoppet er "at få amerikanere tilbage i arbejde så hurtigt som muligt".

Tiltaget vil ifølge det Det Hvide Hus ramme op mod 525.000 job, men er blevet taget kritisk imod af amerikanske virksomheder, som mener, at det vil gøre mere skade end gavn.

Louis Funder tror heller ikke på, at tiltaget vil hjælpe mange amerikanere tilbage i job, da for eksempel de folk, som danske virksomheder sender til USA, næppe kan erstattes én til én af en amerikaner.

"Når danske virksomheder sender en person til USA, er det ofte, fordi de selv kan pege på en, som de sender ud," siger han.

"Det kan være af sproghensyn, fordi personen kender virksomheden, forstår kunderne eller har en særlig teknisk kunnen, som de ikke har i USA."

Louis Funder har ikke noget bud på, præcist hvor mange danske arbejdere, der bliver ramt af visumstoppet.

Men han er generelt bekymret for det signal, der bliver sendt fra USA.

"Vi plejer at sige, at mellem 80- og 90.000 danske arbejdspladser er bundet op på handlen med USA," siger han.

"Så ikke alene er det trist, når verdens største økonomi lukker sig om sig selv, men det kommer også til at påvirke danske arbejdsmuligheder."

Det nye stop vil også inkludere det såkaldte J-visum, som er almindeligt blandt forskere, og det såkaldte L-visum, som ifølge DI anvendes for ledende medarbejdere.

Tiltaget vil også stoppe de fleste H-2B-visa, der bruges hvert år i omkring 66.000 lavtlønnede job inden for gartneri og serviceerhverv.

Også H-4-visa, der tillader ægtefæller til folk med visa at arbejde, vil blive suspenderet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også