Cheføkonom: Stigende energipriser forbedrer dansk konkurrenceevne

De højere energipriser kan stille danske virksomheder bedre i konkurrencen mod udenlandske rivaler, som generelt er mere energiforbrugende og derfor rammes hårdere, lyder det fra cheføkonom.
"Dansk industri er blandt de mest energieffektive i verden. Så når energipriser skyder i vejret, så forbedres dansk konkurrenceevne," siger cheføkonom. | Foto: Ørsted
"Dansk industri er blandt de mest energieffektive i verden. Så når energipriser skyder i vejret, så forbedres dansk konkurrenceevne," siger cheføkonom. | Foto: Ørsted
af MarketWire

Stigende energipriser har de seneste uger været højt på dagsordenen, og det rammer hurtigt og direkte på pengepungen hos den enkelte dansker, når der skal tankes benzin eller fyres op på en kold dag.

Selvom de højere priser rammer købekraften, så er det måske ikke det værste tidspunkt, at det sker på - taget bekymringerne for overophedning i betragtning.

Samtidig kan de højere energipriser også stille danske virksomheder bedre i konkurrencen mod udenlandske rivaler, som generelt er mere energiforbrugende og derfor rammes hårdere.

Kan vinde markedsandele

Dermed kan udviklingen blive en mulighed for danske virksomheder til at vinde markedsandele globalt, påpeger cheføkonom i Nykredit Palle Sørensen.

"Dansk industri er blandt de mest energieffektive i verden. Så når energipriser skyder i vejret, så forbedres dansk konkurrenceevne. Og selvom danske virksomheder i den kommende tid vil hæve priserne, så vil konkurrenterne i udlandet skulle hæve dem endnu mere."

"Tiden er derfor moden for, at danske virksomheder skal ud og hente markedsandele, og det kan betyde flere danske jobs. Så når vi ser lidt frem i tiden, så står vi faktisk ret stærkt," skriver Palle Sørensen i en kommentar til de stigende energipriser.

Han peger på en analyse fra Nationalbanken, som viser, at en fordobling af energipriserne får udlandets industripriser til at stige ca. 1,4 procentpoint mere end de danske i gennemsnit.

Det kan enten veksles til større markedsandele eller eventuelt højere lønninger til danskerne, fremhæver Palle Sørensen. Nogle aktører har peget på den grønne omstilling som hovedårsagen til den nuværende energikrise, men den har mange årsager ifølge cheføkonomen.

Mange grunde til stigninger

"En kold vinter i år minimerede lagrene, lave mængder regn i Norge har mindsket potentialet for hydroenergi, og manglende vind i Nordeuropa har fået vindmøllerne til at stå mere stille end normalt. Alt sammen, i kombination med det globale opsving, har ført til øget efterspørgsel efter fossile brændsler," fremhæver Palle Sørensen.

Han peger endvidere på, at den grønne omstilling skal gøre os mindre eksponeret over for energikriser. Ved at blive selvforsynende med vedvarende energi reduceres sårbarheden over for de voldsomme udsving, der sker på energimarkederne fra tid til anden, lyder argumentet.

"Og hvis vi tilmed får tilpasset vores politik, så udbygningen af vedvarende energi og vores infrastruktur matcher tempoet, hvormed vi udfaser de fossile brændsler, så mindskes sandsynligheden for fremtidige energikriser," mener Palle Sørensen.

Staten kan slippe billigere

Han peger samtidig på, at staten slipper langt billigere, når den grønne omstilling skal accelereres, for når prisen på de fossile energikilder stiger, så bliver det lettere for det grønne alternativ at konkurrere.

Og da store dele af den grønne omstilling drives af subsidier, så skal statskassen ikke punge ud i samme omfang.

"De sparede støttemidler kan så kanaliseres tilbage i borgernes lommer – som vi har set det i Frankrig – så konsekvenserne af de voksende regninger er mere til at overskue," fremhæver Palle Sørensen.

Boris Johnson vil være mindre afhængig af billig importeret arbejdskraft

De Grønne går efter tysk trafiklyskoalition med SPD og FDP 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også