EU-lande er enige om at sætte Putin på sanktionsliste

Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil få indrejseforbud til EU, og eventuelle midler og aktiver indefryses.
EU's medlemslande vil ramme Ruslands præsident, Vladimir Putin, og landets udenrigsminister, Sergej Lavrov, med sanktioner i forlængelse af Ruslands invasion i Ukraine
EU's medlemslande vil ramme Ruslands præsident, Vladimir Putin, og landets udenrigsminister, Sergej Lavrov, med sanktioner i forlængelse af Ruslands invasion i Ukraine
af ritzau

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og landets udenrigsminister, Sergej Lavrov, kommer på EU’s sanktionsliste i forlængelse af Ruslands invasion i Ukraine.

Det er EU-landene foreløbigt enige om, men beslutningen er ikke truffet formelt. Det siger EU’s udenrigschef, Josep Borrell, før et møde mellem EU’s udenrigsministre i Bruxelles fredag.

”Beslutningen bliver truffet på EU-rådsmødet om nogle øjeblikke. Det er en lovmæssig beslutning efter lange drøftelser. I går drøftede stats- og regeringscheferne det, men der var ikke konsensus. De gav mig og ministerrådet til opgave at finde en løsning. Den har vi arbejdet hårdt på,” siger Borrell.

Han understreger, at modstand på mødet stadig kan bremse en endelig beslutning om spørgsmålet, som EU’s stats- og regeringschefer altså ikke kunne blive enige om natten til fredag på et hasteindkaldt topmøde.

”Hvis der ingen overraskelser er, hvis ingen modsætter sig, hvis der er enstemmighed, så ja, helt sikkert,” siger Borrell.

Forinden havde diplomatiske kilder i EU oplyst til både det tyske nyhedsbureau dpa og til nyhedsbureauet AFP, at EU-landene nu er enige.

Udenrigsministrene i EU er fredag ankommet til et møde i Bruxelles, hvor de ventes formelt at give støtte til, at midler i EU indefryses for Putin og Lavrov, og at de får indrejseforbud til EU.

Det er EU-sanktioner, som en række russere i forvejen er pålagt, men Putin vil altså være den højest rangerede på denne sanktionsliste.

Der følger også en række andre sanktioner rettet mod Rusland, som følge af landets invasion af nabolandet Ukraine.

Swift igen på bordet

Torsdag drøftede EU-landene sanktioner mod Rusland, efter at russerne samme dag havde invaderet Ukraine. Her var det mest omtalte emne, om EU skal udelukke Ruslands banker fra Swift-systemet, så de ikke kan overføre betalinger. Det ville Tyskland - og enkelte andre EU-lande - ikke være med til, hvilket udløste voldsom skuffelse i Ukraine.

”Jeg vil ikke være diplomatisk på dette område. Alle som nu tvivler på, om Rusland skal udelukkes fra Swift, bliver nødt til at forstå, at blodet fra uskyldige ukrainske mænd, kvinder og børn også vil være på deres hænder,” skrev Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, på Twitter.

Inden EU-mødet fredag i Bruxelles siger Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn, at Swift stadig er på bordet.

Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod vil Danmark på mødet arbejde for de hårdest mulige sanktioner.

”Vi er nødt til at sætte hårdt mod hårdt over for en aggressor. En person som Putin, som har angrebet og er ved at udføre en forfærdelig krig over for et europæisk land. Der står vi last og brast med Ukraine,” siger Kofod til TV2 News.

Udenrigsministeren siger, at der kommer flere sanktioner. Men man kommer også til at se ”mange andre initiativer for at konfrontere den form for kynisme og aggression”, der kommer fra Rusland.

”Vi kommer til at se sanktioner, og vi kommer til at se mange andre initiativer for at konfrontere den form for kynisme og aggression,” siger Kofod.

Fredag eftermiddag holder Natos medlemslande topmøde om den alvorlige situation.

Forsker: Russisk bank-udelukkelse vil bremse EU-import af olie og gas

USA øger handelspresset ved at afskære Ruslands største bank

Kulturminister vil udelukke Rusland fra al sport

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også