Lederen af det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Raphael Grossi, siger, at atominspektørerne fik set det, de skulle, ved torsdagens besøg på atomkraftværket Zaporizjzja i Ukraine.
Det siger han til russiske journalister på stedet.
”I løbet af få timer var vi i stand til at samle en masse information. De vigtigste ting, jeg havde brug for at se, så jeg, og forklaringerne var meget klare,” siger han ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Hans udtalelser er ikke umiddelbart bekræftet af andre end russiske medier.
IAEA’s delegation af atominspektører nåede tidligere torsdag frem til atomkraftværket, der kontrolleres af Rusland.
De 14 FN-inspektører kom frem, efter at parterne gensidigt har beskyldt hinanden for siden torsdag morgen at have beskudt området ved værket.
For at nå frem skulle missionen passere områder under Ukraines kontrol for derefter at bevæge sig ind i den russisk besatte del ved floden Dnipro.
På grund af beskydningen i nærheden af atomkraftværket blev FN’s køretøjer stærkt forsinket.
Inspektørerne tilbragte adskillige timer på stedet, oplyser en journalist fra nyhedsbureauet Reuters, der er på stedet.
Rusland hævder, at ukrainske sabotører tidligere på dagen forsøgte at storme atomkraftværket, men var blevet slået tilbage.
Ifølge nyhedsbureauet Tass blev tre ”sabotører” taget til fange.
IAEA’s inspektører skal inspicere atomkraftværket for at kunne sikre sig, at det ikke har lidt skade.
Der har gennem længere tid været frygt for, at det kunne udvikle sig til en atomkatastrofe.
DSB røber pris på salg af værksteder
Bech-Bruun-chef ”ærgerlig” efter nederlag i Højesteret
Lars-Peter Søbye stopper i Cowi og Dansk Industri