Forslag til mindre bøvl for udenlandsk arbejdskraft ligger hengemt i systemet

Mere end halvdelen af erhvervslivets forslag til forbedringer af myndighedernes servicecenter for udenlandske medarbejdere er endnu ikke blevet til virkelighed. Nogle idéer har samlet støv i regeringens arkivskab siden 2012.
Beskæftigelseminister Troels Lund Poulsen (V). | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix 2018
Beskæftigelseminister Troels Lund Poulsen (V). | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix 2018

Erhvervslivet er igennem Virksomhedsforum for enklere regler ad flere omgange kommet med idéer til, hvordan regeringen kan forbedre myndighedernes servicecentre for udenlandsk arbejdskraft. Men mange forslag er aldrig blevet til virkelighed.

I alt har Virksomhedsforum for enklere regler siden 2012 foreslået 15 forbedringer af International Citizen Service (ICS), viser en gennemgang foretaget af PolicyWatch. Men kun syv af forbedringsforslagene står som implementeret. Otte forslag er enten under behandling eller er blevet godkendt uden dog endnu at være blevet implementeret.

"Det er rigtig ærgerligt," siger Linda Duncan Wendelboe, Chef for Global Talent i Dansk Industri, til PolicyWatch.

"Der er rigtig meget brug for udenlandske medarbejdere rundt om i de danske virksomheder, og det er vigtigt, når de kommer hertil, at vi er gode til at tage imod dem og få alt det praktiske på plads, så de kan komme hurtigt i gang med at arbejde og kan koncentrere sig om det," tilføjer hun.

Regeringen lancerede ICS i 2011 for at gøre det mindre bøvlet for internationale medarbejdere at lande på danske arbejdspladser. Konkret samler ICS alle relevante myndighedsindgange under ét tag i ICS-centre i landets fire største byer.

Videreudvikling forsinket

DI er glad for konceptet bag ICS, men mener, at det kan forbedres. Blandt andet er der ifølge DI pres på kapaciteten, fordi der er kommet flere internationale medarbejdere til Danmark, ligesom der stadig er bureaukratisk bøvl, der kan forenkles.

Som PolicyWatch tidligere har skrevet, er det blevet mere bøvlet for internationale medarbejdere at få NemID, og regeringens plan om at videreudvikle ICS er forsinket mindst et år.

Regeringen skulle have taget stilling til fremtiden for ICS i første kvartal 2018, men ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) sker det ikke før på den anden side af nytår.

"Jeg vil gerne beklage, at processen er blevet meget forsinket i forhold til vores oprindelige plan," skrev Troels Lund Poulsen i en mail til PolicyWatch i sidste uge.

Minister lover samlet løsning

PolicyWatch har spurgt ministeren om, hvorfor regeringen i lyset af, at der mangler udenlandsk arbejdskraft, ikke har gennemført de forslag til forbedringer af ICS, der er forslået af Virksomhedsforum for enklere regler. Men Troels Lund Poulsen henviser til, at der vil blive taget samlet stilling til ICS efter nytår.

"Der skal ikke være tvivl om, at vi er helt enige med Virksomhedsforum for enklere regler i, at vi har brug for en samlet løsning for centrenes organisering fremadrettet, og det kommer der naturligvis," skriver Troels Lund Poulsen i en mail.

Netop den planlagte videreudvikling af ICS er baggrunden for, at flere af forslagene fra Virksomhedsforum for enklere regler ikke er blevet ført ud i virkeligheden.

Blandt andet går et forslag ud på at gøre den digitale adgang til information fra myndighederne enklere og bedre. Forslaget, der er fra 2012, er blevet godkendt, men er endnu ikke blevet implementeret, fordi regeringen i første kvartal 2018 skal "tage stilling til videreudvikling af ICS. I forbindelse hermed vurderes behovet for koordinering af information fra relevante myndigheder via en digital indgang," står der ved forslaget på enklereregler.dk.

I et andet forslag også 2012 foreslår Virksomhedsforum for enklere regler, at åbningstiderne på ICS-centrene udvides, fordi der på flere af centrene kun er åbent to dage om ugen. Heller ikke det forslag er blevet implementeret.

Konceptet bliver udhulet

I et forslag fra Virksomhedsforum for enklere regler fra 2017 bliver der efterspurgt handling fra regeringen.

"Der er helt tilbage fra 2012 stillet ni forslag til forbedringer i servicen i ICS’erne gennem Virksomhedsforum, hvoraf fire i skrivende stund stadig har status af behandles fortsat," står der i forslaget, der handler om at øge "kapacitet og tilgængelighed i International Citizen Service centrene."

"Udfordringerne omkring kapaciteten er blevet større, siden forslagene blev stillet i 2012, idet der er en stor stigning i antallet af udenlandske medarbejdere, der skal betjenes via ICS’erne," står der i forslaget.

Ifølge Virksomhedsforum for enklere regler er antallet af udenlandske statsborgere, der arbejder i Danmark målt i fuldtidsansatte, steget med 40 pct. fra 2012 til 2017.

"I samme periode er tidsrummet, hvor alle myndigheder er til stede i ICS-centrene, blevet indskrænket, idet Statsforvaltningen har skåret ned i deres tilstedeværelse, og one-stop-shop konceptet er dermed reelt blevet udhulet," pointerer Virksomhedsforum for enklere regler.

Medarbejdere går glip af modtagelse

Det er vigtigt at få videreudviklet ICS for at få internationale medarbejdere til at komme forbi centrene, mener Linda Duncan Wendelboe fra DI.

"For én ting er at få lavet de praktiske ting. Men en anden ting er også, at ICS kan klæde de internationale medarbejdere på i forhold til alle de andre ting, der er vigtige, når man som tilflytter kommer til et nyt land. At man bliver taget godt imod og introduceret til skoletilbud, fritidstilbud, hvordan man agerer på boligmarkedet og så videre," siger hun og tilføjer:

"For eksempel gør de på International House Copenhagen et rigtig stort stykke arbejde for at stille den her information til rådighed. Men det kræver jo, at de udenlandske medarbejdere kommer omkring centeret. Og det er klart, at hvis der ikke er incitamentet for at komme omkring centrene, så går man glip af den del af modtagelsen."

Regeringen har et mål om at øge arbejdsudbuddet med 55-60.000 personer i 2025, hvoraf 5000 personer skal komme igennem rekruttering af udenlandsk arbejdskraft. Det kan dog blive svært at nå målet, efter det ikke lykkedes regeringen at få en politisk aftale om udenlandsk arbejdskraft.

De 21 punkter, der udgjorde regeringens rekrutteringsudspil, skal ifølge regeringen til afstemning i folketingssalen, men det er uklart, hvornår det sker.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også