Handelsaftale med New Zealand på vej: "Virksomheder skal i gang nu inden det eksploderer"

Danske virksomheder skal allerede nu begynde at forberede sig på den handelsaftale, der er på vej mellem EU og New Zealand, siger den danske ambassadør i landet. Han var i sidste uge på studietur i Danmark med 40 af de tungeste erhvervsledere fra New Zealand (Rettet).
Adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, har besøg af erhvervsdelegationen fra New Zealand mandag 24. juni 2019. | Foto: Dansk Erhverv
Adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, har besøg af erhvervsdelegationen fra New Zealand mandag 24. juni 2019. | Foto: Dansk Erhverv

Rettet kl. 11.19: Før fremgik det, at Danmarks samlede årlige eksport er på omkring 55 mia. kr. Det korrekte er dog knap 700 mia. kr.

Godt 40 af de mest indflydelsesrige erhvervsledere fra New Zealand har den seneste uges tid været på besøg hos Lego, Carlsberg og en række andre danske virksomheder og politikere for at blive klogere på det danske samfund og for at varme op til mere handel mellem de to lande.

EU og New Zealand forhandler i øjeblikket om en handelsaftale, og for danske virksomheder gælder det om at gøre sig klar i startboksen, hvis man vil være med helt fremme, når aftalen lander, siger den danske ambassadør i New Zealand og Australien, Tom Nørring, der var med i erhvervsdelegationen.

"Virksomheder skal i gang nu, inden det eksploderer. De skal være der, når det lige pludselig går løs i stedet for at komme haltende bagefter," siger Tom Nørring til PolicyWatch.

EU er netop blevet enig med Vietnam om en handelsaftale, og en stor aftale med de sydamerikanske lande i Mercosur faldt på plads i fredags efter knap 20 års forhandlinger. Forhandlingerne med New Zealand er kun lige gået i gang, men Tom Nørring tror på en relativt kort proces.

"Vi har en lang tradition for frihandelsaftaler i EU, som kan være komplekse, men indtil videre kører det efter omstændighederne rigtig smidigt. Det er noget, der i andre sammenhænge har taget 10 år, inden man når i mål. Men det her går langt hurtigere," siger Tom Nørring og tilføjer:

"Jeg tør ikke gisne om det, for der kan gå masser af nationale særinteresser i det, men mit udgangspunkt er, at jeg tror, det kan gøres på et par år."

Mere eksport i vente

Danmark eksporterer i dag for knap 1 mia. kr. til New Zealand om året, hvilket ikke er det store set i forhold til Danmarks samlede eksport, der var på knap 700 mia. kr. sidste år. Men Tom Nørring vurderer, at den ene mia. kr. kan vokse betragteligt med en handelsaftale.

"En af de seneste aftaler, vi har kunnet måle på, er EU’s frihandelsaftale med Sydkorea, og der kan man konstatere, at den positive konsekvens er en stigende eksport på omkring 25 pct.," siger ambassadøren.

Selvom der er 18.000 kilometer mellem Danmark og New Zealand er landet et oplagt eksportmarked for danske virksomheder, mener Tom Nørring.

"Vi er måske nok geografisk langt fra hinanden, men vi er virtuelt naboer. Vi har et enormt politisk og økonomisk interessefællesskab. Vi er små, avancerede og åbne økonomier, der opererer i den her globale verden. Og det betyder, at dem, der vil og kan bevæge sig globalt i dansk erhvervsliv, vil se gode muligheder i New Zealand," siger han.

Den danske ambassade er derfor allerede i gang med at forberede et eksportfremstød inden for nogle udvalgte sektorer, som Danmark vurderer, der er et særligt potentiale i. Det er blandt andet inden for energi, fødevarer og industri- og landbrugsmaskiner.

"Der er også et potentiale inden for vandområdet, hvor der er utroligt store udfordringer i New Zealand og i Australien, ligesom der er store udfordringer i forhold til at håndtere affald. Så vi skal have solgt nogle af de glimrende løsninger, vi har i Danmark, hvor vi får omdannet affald til energi," siger Tom Nørring.

 

 

Danske robotter imponerer

I dag ligger maskiner i toppen af dansk eksport til New Zealand, og manden bag turen til Danmark, direktør i tænketanken The New Zealand Initiative, Oliver Hartwich, var da også imponeret over de danske robotter.

"Det var inspirerende at besøge Lego, hvor der stort set ikke arbejder nogle mennesker i produktionen, men hvor der var fantastisk maskineri og robotter," siger Oliver Hartwich.

Erhvervsdelegationen var også forbi robotklyngen i Odense, som muligvis kan se frem til at få en ordre eller to fra New Zealand på baggrund af turen.  

"Robotteknologien er meget mere sofistikeret end i New Zealand," siger Oliver Hartwich.

Newzealandsk erhvervsliv håber lige som det danske, at det går hurtigt med en handelsaftale, for der er et uudnyttet potentiale.

"Jeg tror absolut, at New Zealand og Danmark får mere samhandel, for i denne her skøre verden, vi lever i, er vi nødt til at finde allierede, der måske ikke er geografisk tæt på, men som er tæt på, når det kommer til værdifællesskab," siger Oliver Hartwich.

Brian Mikkelsen håber på mere handel

En af de erhvervsfolk, der havde besøg af den newzealandske delegation i sidste uge, var adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen. Han ser især et potentiale for danske virksomheder inden for eksempelvis medicinalprodukter, life science og turisme.

"Det var meget spændende at mødes med erhvervsdelegationen fra New Zealand. Især set i lyset af, EU og New Zealand netop er i gang med at forhandle om ny frihandelsaftale. Jeg håber da, at det ender med en ny aftale, som vil åbne for endnu mere handel mellem vores lande," lyder det fra Brian Mikkelsen.

I samme ombæring med forhandlingerne med New Zealand forsøger EU at blive enig med Australien om frihandelsaftale. De to markeder er tæt forbundet og har indbyrdes en lang række aftaler om handel og samarbejde.

 

 

EU-lande godkender klimavenlig handelsaftale med Vietnam

Landbrugskommissær: Mercosur-aftale kan lande i næste uge 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også