Fem store rederier afviser fyringer: Coronakrisen går over igen

Coronakrisen slutter på et tidspunkt. Derfor forventer store rederier som Maersk, Torm og Norden heller ikke at fyre folk, viser en rundspørge foretaget af ShippingWatch. Chefanalytiker hos Bimco tror, at rederierne tager fejl.
Ansatte hos flere af Danmarks største rederier ser ud til at kunne sove trygt om natten, for lige nu er der ingen planer om fyringer på trods af coronakrisen, som ellers trykker verdensøkonomien. | Foto: Stine Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ansatte hos flere af Danmarks største rederier ser ud til at kunne sove trygt om natten, for lige nu er der ingen planer om fyringer på trods af coronakrisen, som ellers trykker verdensøkonomien. | Foto: Stine Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ansatte hos flere af Danmarks største rederier ser ud til at kunne sove trygt om natten. Lige nu er der ingen planer om fyringer på trods af coronakrisen, som ellers trykker verdensøkonomien.

Sådan lyder vurderingen i en rundspørge, ShippingWatch har foretaget blandt fem store danske rederier.

Flere af rederierne har samtidig heller ingen umiddelbare planer om at bruge flere af de støttepakker, som regeringen har lanceret.

Et af de selskaber, som ikke forventer at skulle fyre medarbejdere, er tørlastrederiet Ultrabulk, som har 93 ansatte fordelt på syv kontorer.

"Vi forventer ikke at blive nødt til at ty til afskedigelser," lyder det fra Ultrabulks topchef Per Lange.

Hvad bygger du det på?

"Jeg ser det som en afgrænset periode. Vi skal ikke ud og fyre mennesker for at komme igennem en afgrænset periode," siger Per Lange til ShippingWatch.

Han vedkender sig, at omsætningen lige nu dykker med 10 pct., men peger på, at han også ser forbedringer i Fjernøsten som en kompensation.

Rederier bakker op: Vi har ikke planer om at fyre

Hos tankrederiet Torm er fyringsrunder eller kapacitetsreduktioner heller ikke på tegnebrættet.

"Vi har ikke for nuværende nogen planer om at reducere kapaciteten og dermed heller ikke nogle personalejusteringer," oplyser Torm.

Fyringer bliver heller ikke aktuelle lige nu for rederiet Norden, der stadigvæk har travlt.

"Nordens aktivitetsniveau er stort set uændret, og vi har dermed ikke planer om afskedigelser relateret til covid-19," lyder det.

Maersk forventer umiddelbart heller ikke at sige farvel til ansatte.

"Vi har ikke forholdt os til fyringer og reduktioner. Det har ikke været på dagsordenen. Der er ikke noget at benægte eller bekræfte," skriver rederiet i et svar til ShippingWatch.

Ligeledes siger Verner Hammeken, som er adm. direktør hos Royal Arctic Lines, at rederiet ikke har planer om afskedigelser eller at skære i kapaciteten.

Hos fagforeningen CO-Søfart, hvis medlemmer arbejder hos rederierne, deler formand Ole Phillipsen opfattelsen af, at det ikke bliver nødvendigt at fyre.

"Det er en krise, der varer en periode. Opsigelsesvarslerne er så lange, at det reelt ingen effekt får. Siger du én op med seks måneders varsel, så hjælper det om seks måneder. Det hjælper ikke lige nu," siger Ole Phillipsen.

Analytiker: Jeg håber, de får ret

Dermed er der altså ikke udsigt til fyringer ifølge de fem rederier og CO-Søfart.

Men den køber Peter Sand, som er chefanalytiker hos interesseorganisationen Bimco, ikke.

Han har tidligere karakteriseret coronavirussets påvirkning af shippingbranchen som en form for "åndenød", fordi det trykker indtjeningen.

Peter Sand, chefanalytiker hos Bimco. | Foto: Bimco Peter Sand
Peter Sand, chefanalytiker hos Bimco. | Foto: Bimco Peter Sand

Det er Bimcos forventning, at rederier vil justere omkostningerne ved hjælp af fyringer.

"Det er et spørgsmål om, hvor man kan skære omkostningerne. Det bliver over en bred kam. Derfor forventer jeg også, at der kommer fyringer," siger chefanalytikeren til ShippingWatch.

Peter Sand ønsker ikke at forholde sig til de fem rederier, ShippingWatch har været i kontakt med.

Han peger på, at selvom coronakrisen er midlertidig, så vil det stadig gøre indhug i rederiernes økonomi, hvilket bakkes op af kreditvurderingsbureauet Moody's, der i sidste uge estimerede, at helt op imod 10 pct. af rederiernes indtjening i 2020 kunne forsvinde.

Derfor er det ifølge Peter Sand usandsynligt, at der ikke bliver skåret.

"Jeg håber, at rederierne kommer godt igennem, men det er vores forventning, at rederierne kommer til at kigge på omkostningerne hele vejen rundt. Det betyder alt lige fra afskedigelser til salg af skibe," lyder det fra Peter Sand.

Bruger ordning først

Flere af rederierne fremhæver, at coronakrisen er midlertidig, hvilket gør dem i stand til at undgå fyringer. Men det står ikke mejslet i sten, at man helt kan komme uden om afskedigelser, hvis det trækker ud, fortæller Torm.

"Vi ser generelt langt frem i måden, vi driver vores forretning, og derfor foretager vi ikke ændringer på den korte bane. Med det sagt følger vi selvfølgelig situationen tæt, for hvor lang en periode der bliver tale om," lyder det fra Torm.

Det samme gør sig gældende hos Ultrabulk.

"Der er ikke nogen, der kan forudse, om der totalt galopperer afsted i USA og Europa," siger CEO Per Lange til ShippingWatch.

Såfremt det skulle ske, så understreger Per Lange, at man ville gøre brug af regeringens lønkompensationsordning, hvor 3/4 dele af lønnen kan blive dækket.

"Under alle omstændigheder ville vi benytte os af lønkompensationsordningen i første omgang," siger Per Lange og tilføjer:

"Vi ser meget positivt på lønkompensationsordningen, men forventer ikke med de nuværende udsigter at gøre brug af den."

(Denne artikel er leveret af PolicyWatchs søstermedie ShippingWatch)

Europæisk medicoindustri appellerer til EU-Kommissionen: Udskyd nye medicoregler

Erhvervsorganisationer efter nye voldsomme ledighedstal: Hjælpepakker skal have serviceeftersyn

Politiker har været på Borgen og siden fået mistanke om corona

43 virksomheder omstiller produktionen til coronaværnemidler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også