Aftale skal sikre flere praktikpladser til erhvervsskolerne

En ny trepartsaftale skal sikre, at flere unge får en praktikplads, når de tager en erhvervsuddannelse.
Dagens aftale er vigtig for at sikre, at unge gennemfører sin uddannelse, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). | Foto: Jens Dresling
Dagens aftale er vigtig for at sikre, at unge gennemfører sin uddannelse, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har natten til lørdag indgået en trepartsaftale, der skal sikre flere praktikpladser til elever på erhvervsuddannelser.

Det glæder Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som har indgået aftalen sammen med regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL).

"Alt for mange unge har måttet opgive deres erhvervsuddannelse, fordi de ikke har kunnet finde en læreplads."

"Det har været et gigantisk spild af ressourcer og talent, som jeg håber, vi nu bliver kvit," siger FH-formand Lizette Risgaard i en pressemeddelelse.

Erhvervsuddannelserne vil ifølge aftalen modtage 500 millioner kroner årligt fra næste år.

Pengene kommer fra arbejdsgiverne via midler fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB). Pengene skal være med til at finansiere, at langt flere unge end i dag kan få en læreplads.

Ifølge børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har det i mange år været et problem at skaffe lærepladser nok på erhvervsuddannelserne.

Det er ikke blevet lettere af, at elever i 16-17-årsalderen oftest selv har skullet stå for at skaffe dem.

Med lørdagens aftale skal erhvervsskolerne påtage sig et langt større ansvar for at skaffe praktikpladser til de unge.

"Det handler om vores samfund, der skal være faglært arbejdskraft nok i fremtiden. Derfor er det flyt af ansvaret utrolig vigtigt," siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Ritzau.

Hvert år bliver der indgået omkring 43.000 uddannelsesaftaler mellem elever og virksomheder. Det er stadig planen, at så mange aftaler som muligt skal laves direkte på den måde.

Men da kun knap halvdelen af de unge på uddannelserne har en læreplads ved afslutningen af grundforløbet, har man oplevet et stort frafald på uddannelserne.

I lørdagens trepartsaftale er der opstillet en målsætning om, at 80 procent af de unge skal have en aftale om en praktikplads, når de afslutter deres grundforløb.

"Den målsætning er til for, at eleverne trygt kan starte på en erhvervsuddannelse og vide, at man faktisk også kommer til at afslutte sin uddannelse," siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Flere EU-midler skal bruges til at sikre job til de unge

BL: Fremrykning af alment byggeri for milliarder kan skabe 1500 nye arbejdspladser 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også