Flertal ønsker superliga-coronamodel for kultur- og sportsarrangementer

De Radikale vil sammen med oppositionen give kulturlivet mulighed for at åbne med op til tre sektioner.
Martin Geertsen. | Foto: Mads Claus Rasmussen
Martin Geertsen. | Foto: Mads Claus Rasmussen
AF RITZAU

Et flertal i Folketinget ønsker ifølge Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, at indføre den såkaldte superliga-model for kultur- og sportsarrangementer.

Superligamodellen betyder, at man på eksempelvis et spillested i stedet for at lukke eksempelvis 500 personer ind i alt, kan lave forskellige sektioner, hvor der så i hver sektion kan lukkes 500 personer ind.

Flertallet består ifølge Martin Geertsen af oppositionen og De Radikale. De er blevet enige om, at det bør være muligt at lave op til tre sektioner af 500 personer ved kultur- og sportsarrangementer.

Enigheden er opstået i forbindelse med onsdagens møde i Epidemiudvalget i Folketinget.

Udvalget skal i første omgang vende tomlen op eller ned til de indstillinger, der kommer fra regeringen. Hvis der er et flertal imod en bestemt restriktion, kan den ikke indføres.

Det er som udgangspunkt ikke Epidemiudvalgets rolle selv at foreslå restriktioner.

Onsdag har udvalget taget stilling til regeringens indstilling om et loft på 500 gæster i alt ved et kultur- eller sportsarrangement. Den indstilling var der ikke flertal imod, og derfor bliver den i første omgang ført ud i livet.

Men sideløbende med det vil flertallet bestående af oppositionen og De Radikale lave en beretning, som medlemmerne i Epidemiudvalget senest i morgen skal tage stilling til.

Den beretning vil ifølge Martin Geertsen pålægge regeringen at indstille en model med mulighed for op til tre sektioner med 500 gæster i hver.

Regeringens oprindelige indstilling var i forvejen mere omfattende, end indstillingen fra Epidemikommissionen, der består af en række myndigheder herunder sundhedsmyndighederne.

Kommissionen indstillede et loft på 350 gæster i alt til hver arrangement.

Alligevel mener Martin Geertsen godt, at man kan gå videre, uden at muligheden for sektionerne "vælter sundhedsvæsnet."

"Det er et ønske, der har været fra kulturlivet, og det er der et flertal i udvalget, der imødekommer," siger han.

Erhvervslivet finder en del malurt i delvis genåbning

Regioner og kommuner vil have sundhedsreform nu 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også