Kvart milliard kroner skal sikre små- og mellemstore virksomheder grønne kompetencer

Små- og mellemstore virksomheder kan nu få hjælp til at sikre sig kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling med hjælp fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. 250 mio. kr. er afsat til blandt andet at løse rekrutteringsudfordringer.
Foto: Faerch A/S / PR
Foto: Faerch A/S / PR

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har afsat 250 mio. kr., der skal afhjælpe udfordringer med rekruttering og sikring af kvalificeret arbejdskraft i forbindelse med den grønne omstilling.

Midlerne er medfinansieret af EU’s Socialfond Plus og skal blandt andet bruges på målrettet kompetenceudvikling.

”Vi ønsker at styrke små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne. Det skal være muligt for virksomhederne at hyre de rette kompetencer ind og få del i de muligheder, som den grønne omstilling giver. Og efteruddannelse og tiltrækning af arbejdskraft er nogle af de greb, der kan bidrage til at hjælpe virksomhederne med deres akutte rekrutteringsudfordringer,” lyder det fra Claus Jensen, der er formand i CO-industri og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Forventningen er, at indsatsen vil omfatte ca. 1.220 små og mellemstore virksomheder samt ca. 6.600 ansatte.

Ifølge Claus Jensen er der også mulighed for at inkludere flere på arbejdsmarkedet, hvis man understøtter de personer, der i dag står uden et arbejde, så de kan udgøre en væsentlig ressource i fremtiden.

”Vi skal have de mennesker med, som står på kanten af arbejdsmarkedet. Derfor er en del af de nye midler målrettet en udvidelse af arbejdsstyrken på længere sigt. Det kan være gennem uddannelse af flere til de fagområder, hvor virksomhedernes behov er størst, eller ved at virksomhederne ansætter flere mennesker, der har brug for lidt ekstra hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet,” siger han.

Første ansøgningsfrist er 15. maj

Indsatsen er opdelt i to såkaldte annonceringer, hvor den ene fokuserer på den aktuelle mangel på kvalificeret arbejdskraft. Her udmøntes der 50 mio. kr. fra Socialfonden Plus samt 28,4 mio. kr. i decentrale erhvervsfremmemidler til en voucher-ordning for efteruddannelse, omskoling og opkvalificering af virksomhedernes medarbejdere, ledelse og bestyrelse.

Dertil kommer 30 mio. kr. fra Socialfonden Plus samt 17 mio. kr. i decentrale erhvervsfremmemidler til tilknytning af velkvalificeret arbejdskraft og tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft på områder, hvor den efterspurgte arbejdskraft ikke er tilgængelig i Danmark.

Den anden annoncering har et langsigtet fokus på at udvide arbejdsstyrken. Her udmøntes 25 mio. kr. fra Socialfonden Plus og 14,2 mio. kr. i decentrale erhvervsfremmemidler til videreuddannelse inden for fagområder, hvor virksomhederne vil mangle arbejdskraft i fremtiden. Dertil kommer 45 mio. kr. fra Socialfonden Plus og 40,4 mio. kr. i decentrale erhvervsfremmemidler til aktiviteter, der inkluderer og fastholder borgere på kanten af arbejdsmarkedet i uddannelse eller job.

Det er muligt at søge om midler til første annoncering frem til 18. maj 2022, mens fristen for anden annoncering er 15. juni 2022.

Mangel på arbejdskraft kan bremse den grønne transformation af bilindustrien

Klumme: Stop alderstyranniet og åbn grænserne!

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter