Lufthansa: Genstridig storaktionær parat til at godkende redningspakke

Storaktionær i Lufthansa har vendt på en tallerken og vil stemme for en redningspakke.
Foto: KAI PFAFFENBACH/REUTERS / X00446
Foto: KAI PFAFFENBACH/REUTERS / X00446

Hermann Thiele vil alligevel stemme for den redningspakke, som bestyrelsen i Lufthansa har forhandlet og aftalt med den tyske regering.

Det skriver avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung.

"Jeg vil stemme for beslutningsforslaget," siger den tyske erhvervs- og rigmand og indikerer dermed, at han vil være med til at stemme aftalen igennem på torsdagens ekstraordinære generalforsamling.

Det tyske flyselskab er som en lang række andre selskaber hårdt ramt af en brat opbremsning i de globale fly- og rejseaktiviteter på grund af coronapandemien, hvilket har fået selskabet til at vende sig mod den tyske stat for hjælp for at undgå en konkurs.

Her har man, efter dialog med EU-kommissionen, indgået en aftale om en redningspakke på 9 mia. euro, hvor den tyske stat blive medaktionær, men hvor Lufthansa også afgiver et antal start- og landingstilladelse i to af Tysklands største lufthavne til konkurrenterne.

Heinz Hermann Thiele, der ejer 15,5 pct. af aktierne i Lufthansa, fortalte i sidste uge, at han havde tænkt sig at stemme nej til forslaget, fordi han ikke mente, den forhandlede aftale var god nok, og da han frygtede, at staten kunne forhindre nødvendige nedskæringer og afskedigelser.

Med sin ændrede holdning vil Thiele ikke længere blokere for, at der kan opnås det nødvendige flertal blandt aktionærerne på totredjedele. Med kun 38 pct. af aktiekapitalen registreret til den virtuelle generalforsamling, ville Thieles 15,5 pct. have hældt forslaget ned ad brættet. Det ville dog også have sendt Lufthansa tættere på en konkurs, skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Det er 23 år siden, at Lufthansa blev privatiseret, men med redningspakken får staten igen en ejerandel på 20 pct.

Lufthansa er også i færd med at skære i sine omkostninger og skal blandt andet afskedige 22.000 af de samlede 138.000 medarbejdere. I den forbindelse ligger der en række svære forhandlinger med fagforeningerne forude.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også