Flere er i job for femte måned i træk - men farten er taget af

Antallet af lønmodtagere steg med 1575 i oktober, hvilket er mindre stigning end de seneste fire måneder.
Trods fremgangen i antallet af lønmodtagere ændrer det ikke ved, at coronakrisen samlet set har kostet job i Danmark, da særligt nedlukningen i foråret kostede mange jobbet. | Foto: Ole Lind/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Trods fremgangen i antallet af lønmodtagere ændrer det ikke ved, at coronakrisen samlet set har kostet job i Danmark, da særligt nedlukningen i foråret kostede mange jobbet. | Foto: Ole Lind/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

I oktober steg antallet af lønmodtagere i Danmark for femte måned i træk, men der var ikke så stor fremgang som tidligere.

Antallet af lønmodtagere steg helt præcist med 1575 i oktober til 2,77 millioner. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Over de seneste fem måneder er beskæftigelsen samlet steget med 51.200 personer.

Trods fremgangen ændrer det ikke ved, at coronakrisen samlet set har kostet job i Danmark, da særligt nedlukningen i foråret kostede mange jobbet.

Fra februar og frem er beskæftigelsen således faldet med 26.700 personer.

Ifølge flere økonomer er det desuden sandsynligt, at vinteren vil betyde, at flere bliver sendt ud i arbejdsløshed.

Det skyldes ikke mindst den stribe af restriktioner, som er indført i november og december for at bremse smitten med coronavirus.

"Der er ingen tvivl om, at de nye nedlukninger koster job," siger cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank.

"Hvis man tager alt det, der er lukket ned mellem jul og nytår, nærmer vi os ti procent af beskæftigelsen. Men det hører selvfølgelig med til historien, at meget ville være lukket alligevel i de dage, så det helt afgørende bliver, hvor længe det bliver ved," siger han i en kommentar.

De mest skærpende restriktioner løber i øjeblikket frem til 3. januar. Det gælder lukningen af restauranter og barer samt store dele af detailhandlen, som skal lukke helt fra 25. december.

For nylig har regeringen besluttet at genindføre ordningen for lønkompensation, hvilket giver mulighed for at sende ansatte hjem med løn, hvor staten så dækker 75-90 procent af lønnen op til 30.000 kroner om måneden.

Det vil være med til at afværge nogle fyringer, men de kan næppe undgås, vurderer Niklas Praefke, der er cheføkonom hos organisationen Lederne.

"De økonomiske konsekvenser afhænger helt og holdent af smitteudviklingen og restriktionerne. Her er udrulningen af vaccinen en stor ubekendt, som forhåbentlig kan gøre nedlukningen kortere, hvis vi er i stand til hurtigt at få vaccinen distribueret," siger han i en kommentar.

Det Europæiske Lægemiddelagentur kan muligvis mandag godkende den første coronavaccine til brug i EU-lande, herunder Danmark. Herefter vil EU-Kommissionen skulle blåstemple godkendelsen.

Danmark ventes at kunne indlede vaccinationsprogrammet mellem jul og nytår, hvis vaccinen godkendes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også